Ynkelig på den ynkelige måde!

Jeg er blevet syg.
Noget influenzalignende har ramt mig på fulde hammer.
Så hvis jeg ikke var ynkelig før med min kvalme, så er jeg det godt nok nu... gange 20.

Jeg kan ikke huske sidste gang jeg har været så sølle. For hvis jeg er syg plejer jeg dog at kunne klare at handle, lave mad og sørge for drengene. Men jeg må bukke under denne gang, overgive mig.
Min mand måtte endda aflyse en aftale han havde med sine kollegaer igår. De skulle se Rune Klan. Det gav mig dårlig samvittighed og er slet ikke min stil at bede ham aflyse noget, fordi jeg er syg. Men jeg kunne bare slet ikke klare, at skulle lave mad og tage mig af børn og hunde når jeg nu var så skidt.

Idag er det absolut ikke bedre og jeg har aflyst en aftale vi havde i morgen med nogle mennesker, som vi meget sjældent ser. De havde inviteret os til frokost, kaffe og aftensmad. Bor i et kæmpestort hus med en kæmpestor grund, hvor de har plantet deres egen skov. Og øv hvor ville det have været fedt for drengene at kunne boltre sig derude sådan en hel dag. Men vi kommer ikke afsted. Min mand kender ikke dem vi skulle besøge, så han tager ikke derud alene med drengene. Sådan er han bare og det er okey.

Så må han passe på mig en dag mere og så håber jeg virkelig ikke der er andre i huset der bliver smittet.

Oh frihed og dejlige forældre!

Jeg har sådan nogle søde forældre.. jo det er rigtig nok det har jeg. De hjælper så gerne, hvis de kan.
De eneste forhindringer for dem er, at min mor stadig arbejder som fleksjobber i en butik kaldet Bazaren, som ligger i Guldsmedegade i Århus. (Kig ind, de har virkelig mange fede ting) Desuden lider hun af narkolepsi, (Sovesyge) heldigvis ikke i så voldsom grad at det ikke kan holdes nede med piller og en middagslur. Hendes arme er blevet ødelagt af at gøre rent og vride klude forkert i mange år. Så hun kan ikke løfte for tunge ting og mange små bevægelser kan virkelig give hende smerter. Men hun klager aldrig. Hun er en kvinde med et positivt sind og det elsker jeg.
Min far er tidligere alkoholiker og storryger. Da han faldte om for 3 år siden med en blodprop i hjernen, fik han sit livs chok og han kæmpede sig tilbage, for som han sagde: "Jeg er ikke parat til at dø, for jeg vil være mere sammen med mine børnebørn." Han sløjfede alt hvad der har med alkohol og smøger at gøre og idag er han kommet sig temmelig godt. Jeg er så fandens stolt af ham. 
Heldigvis kan han stadig køre bil og tale som han plejede. Tingene går ikke så hurtigt og han har sværre ved at overskue tingene. Men så er det jeg springer til og jeg skal sgu nok få gang i den gamle. *he he gnide-sig-i -hæner-smiley*. Han døjer også med sin ryg, som var årsag til han kom på førtidspension for flere år siden.

Men når det så er sagt, så er de der bare når man har brug for dem. Min far ringer ofte og spørger til min kvalme. Om den da ikke snart forsvinder. De hjælper med børnene i det omfang de kan og min far har ageret som "Den rullende dagpleje" i snart 8 år. (Det betyder at han er kommet for at passe de syge børn, så vi kunne passe vores arbejde.)

Efter min mand er begyndt at arbejde om dagen, og hurra for det, så mangler jeg bilen. Havde jo helt vænnet mig til, at den var til min rådighed hver dag og det savner jeg rigtig meget. Især fordi det herude på landet, ikke er nemt at komme med bussen til andre byer end Århus og Silkeborg. Men hvad skal jeg bruge dem til, når jeg ofte skal til Hørning.

Min hjerteveninde bor i Hørning og hende skal jeg helst, HELST se mindst een gang om ugen. Men gud hvor er det besværgligt når ingen af os har en bil til rådighed. Men som regel lykkedes det os, på en eller anden måde at anskaffe os en bil, så vi kan tilbringe nogle timer sammen. For helt ærligt... så ved jeg virkelig ikke hvad jeg skal gøre uden hende.

Nåmmen tilbage til mine forældre som har været så søde at lade mig låne deres bil til i morgen. De bor også i Hørning, så det er temmelig åndsvagt at de skal køre helt herud, for at jeg så kan låne bilen og køre til Hørning igen. Men ikke desto mindre kom de idag og fik en kop kaffe, vi snakkede, eller rettere jeg snakkede og så kørte vi til Hørning, hvor jeg så skulle køre igen umiddelbart efter. På vejen hjem tog jeg lige forbi centeret og handlede til aftensmaden. Derudover kom jeg til at købe 5 scones, for jeg var blevet temmelig sulten.

Turen fra Hørning til Låsby, er super skøn og super smuk. Jeg elsker den rute. Masser af marker, skove, gamle huse, heste og landlig idyl. Jeg nød at sidde der bag rattet og føle friheden igen. Den følelse man kan få, når man sidder i en bil og bare kører derudaf. Det enseste der mangler er, at taget kan rulles ned og vinden kan lege med mit hår, imens anlægget kører på fulde hammer. (Jeg ved ikke lige hvor sexet det vil være i virkeligheden, når jeg sidder der i en gammel vinrød Ford Escort, med barnestol på bagsædet, stor mave og ingen make-up, fordi jeg tuder hver gang jeg kaster op og så ryger mascaren af og jeg gider ikke tage det på igen. Men drømmen er der jo satdigvæk.) 
Øv hvor ville jeg ønske vi havde råd til to biler. Men det kræver at jeg får tjent nogle penge og lige p.t har det lange udsigter. Så er det skønt, når det så kan lade sig gøre at låne en bil og føle friheden igen, bare en gang i mellem.

Det blev heller ikke ringere af, at de i radioen spillede "Michelle" med The Beatles og at de scones var så fandens gode, at inden jeg var nået hjem, var de 4 af dem forsvundet.

At blive grebet af solen og dens energi

Sådan en dag som idag, hvor solen skinner allerede når man står op, er det altså svært ikke at blive bare en lille smule glad i låget.
Efter aflevering af børn, tog jeg hjem og hentede Sifka, (Fenja er altid med når vi aflevere og henter, da hun sidder pænt og venter til vi kommer igen. Sifka gør hele tiden og har aldrig rigtig lært at blive bundet og vente på vi kommer tilbage.) og så gik jeg en laaaang tur med begge hunde. De fik lov at løbe frit. Det var dejligt at se dem hoppe over skrænten og ud på marken imens viben fløjtede lystigt over dem.

Da vi kom hjem var vi alle godt trætte. Jeg endte selvfølgelig foran computeren og forlod faktisk ikke rigtig min pind i løbet af dagen. Dog fik jeg da ordnet lidt vasketøj og når nu solen skinnede, kunne jeg jo ligeså godt bruge de der tøjsnore, som hænger til det samme, på terrassen. Så nu dufter her af frisk luft. Aaaahhh!

Efter jeg hentede børn, blev jeg pludselig ekstremt træt og måtte hvile i sofaen. Kunne slet ikke holde øjnene åbne. Det var som om nogen tog en meget tung dyne og lagde den henover mig. Jeg dur ikke til at sove så sent på dagen, men øjnene lukkede i og manden lod mig sove i en god halv time. Nu er jeg bare endnu mere bims i hovedet og ekstra meget træt.

Måske jeg skal tage det alvorligt med de der middagslure, som min læge har anbefalet mig. For det er ligesom om, jeg kan klare dagen lidt bedre hvis jeg får sovet lidt om formiddagen.

Uden for normen!

Når nu jeg er gravid for tredie og nok også sidste gang, så sætter det altså hjernen på arbejde.
Jeg går og tænker meget på hvordan jeg vil gøre de forskellige ting, hvad jeg kunne tænke mig at gøre anderledes i forhold til de to første. Nu skal det ikke forståes som om de er håbløse og jeg ikke føler jeg har gjort det godt nok som mor, for det har jeg (Ifølge mig selv), men man gør sig jo nogle erfaringer hen af vejen og allerede fra den første til nummer to skete der nogle ændringer.

Det jeg spekulerer mest over, er fødslen. Jeg er totalt uden for normen og gider slet ikke at læse om alt det der er normalt. For med hensyn til både graviditeter og fødsler, så holder jeg mig langt fra statikken.
I korte træk, så fik jeg svangerskabsforgiftning med Malthe. (Den store) Derfor blev jeg sygemeldt da jeg var ca. 5 1/2 måned henne og gik så til kontrol ved egen læge og på Skejby sygehus flere gange om ugen.
Da jeg var 37 uger henne blev jeg sat igang, for mit blodtryk var meget højt og der var fare for både barn og mig, hvis det fortsatte i den retning. Jeg fik stikpiller på sygehuset og blev indlagt samtidig med, de turde ikke sende mig hjem. Sådan gjorde de i tre dage, før de kunne prikke hul på vandet. Så skulle man jo tro, at det hele gik som smurt, men næh nej, intet skete og så ville de give mig vestimulerende. Det hjalp så og 6 timer senere var lille Malthe født. Så det gik jo meget godt alt i alt. Han var en bette skid på 2580 g. og 45 cm. Men han var fiiin og miin.

Da jeg så blev gravid igen, gik jeg jo og drømte om den der perfekte fødsel, hvor det hele går i gang af sig selv og jeg måske endda kunne være heldig at komme i vand.
Da det lille pjok besluttede sig for at stoppe med at vokse i min mave, blev jeg endnu engang sat igang. 9 dage før termin. Jeg fik at vide at når det nu havde taget tre dage med den første, fra den første stikpille og til han var født, så ville det gå meget hurtigere denne her gang. Og det var alle læger, jordemødre og andre man snakkede med der sagde dette. Så det stolede jeg jo fuldt og fast på. Fik en stikpille og gik en tur rundt i Silkeborg, for så at vende tilbage til sygehuset og dernæst blive sendt hjem med besked på at komme igen næste morgen med mindre der skete noget inden.... Fint nok tænker jeg, så kan vi tage hjem og hygge og så kan jeg arbejde med veerne hjemme i stedet hvis der kom nogle.
Og dette gjorde vi så i 5 dage.....5 DAGE!
Ind på sygehuset, stikpiller, gå en tur, kørt strimmel, hjem igen, ingen veer, ind på sygehuset igen næste morgen, nye stikpiller... osv osv.
Jeg var ved at blive vandvittig til sidst. Kunne slet ikke holde det ud. Alle folk ringede og spurgte, mine svigerforældre tog sig kærligt af Malthe imens vi rendte frem og tilbage på sygehuset.
Jeg kunne vejen i søvne og var bundhysterisk og tudefærdig. Hvorfor f..... ville min krop ikke som lægerne ville?????????????????

På 5. dagen blev jeg indlagt med den besked, at jeg ville få lagt et ballonkateder op, som skulle udvide mig, så de kunne prikke hul på vandet.Og så skulle jeg blive der natten over.
Jeg vil hellere føde 10 børn end få sådan et lagt op igen. Så jeg sparer jer for flere detaljer og fortsætter.
Om natten havde jeg veer, men de gik i sig selv i løbet af morgenen. Ballonen faldt ud, da jeg gik på toilet og så kunne de endelig prikke hul på vandet. Yes tænkte vi, så sker der da noget.... Men så var det også det. Måtte endnu engang fyldes med ve-stimulerende. Jeg blev så dårlig af det at jeg kastede op flere gange. Mine veer føltes slet ikke som gode veer. Den bedste måde at beskrive dem på er, at det føltes som om der stod en mand og prøvede at grave min livmoder ud med en meget sløv spade.... Jeg tudede og havde frygteligt ondt. Men pludselig var jeg klar til at føde og ud kom den lækreste lille dreng.
Frej på 2806 g. og 47 cm.

Så det er ikke selve fødslen jeg er bekymret for, dem klarer jeg jo fint, men det er opstarten til det. Alt det der skal få det igang, der får mig til at spekulere.

Jeg vil så nødigt sættes igang igen. Jeg kan slet ikke magte hvis det kommer til at tage ligeså lang tid som sidste gang. Jeg vil så gerne have en normal fødsel, hvor det hele går igang af sig selv. Hvor vi skal ringe rundt til familien for at få dem til at tage sig af drengene. Falde over hinanden for at finde "tasken". Tage tid på veerne og tiden i mellem. Få rengøringsflip, fordi det gør de fleste når de skal føde ifølge normen. Gå i bad, fordi man da lige skal se ordentlig ud inden man kommer på sygehuset og fordi det lindrer så dejligt mod veerne, har jeg hørt. Og være nervøs, spændt, bange og euforisk på een og samme tid.
Alt det vil jeg så gerne prøve og jeg vil nærmest give min højre arm for det. Det er virkelig drømmen og jeg er villig til at gøre meget for at det kan lade sig gøre......

Men nu har jeg jo for højt blodtryk, også uden for graviditeterne og har fået at vide, at når man har det, så er der tendens til at man føder små børn... HA! Der er jeg sgu inden for normen. (Dog ikke det fedeste, men så føler jeg mig da ikke som et helt enestående tilfælde, der skal udstilles i et montre og studeres af folk der kommer på "Museet for sære mennesker", med teksten "Gravid kvinde der holder sig totalt uden for normen og alle statistikker. Et under hun har fået tre velskabte børn!" *sarkastisk smiley*)
Men denne gang har vi taget det i opløbet og jeg er på blodtrykssænkende. Der vil stadig blive holdt ekstra øje med mig. Så når jeg er i uge 26, skal jeg vækst-scannes og så må vi vel tage den derfra.
Så jeg håber håber håber, at der bare er en lille bitte chance for, at jeg kan få lov at gå tiden ud og denne fødsel bliver mere normal end de to andre.

Jeg ved godt der er mange som har været udsat for meget værre fødsler og graviditeter, men nu er vi i mit lille univers og min verden, og de her tanker fylder så uendeligt meget at jeg måtte have dem ud af fingerspidserne og videre ud i rummet.

Man må vel godt være stolt....

....Når ens dreng på 7 år, tegner en fin tegning med en regnbue på, til sin fætter som fylder et år. For som han siger "Der skal være mange farver på, når de er så små. Det kan babyer godt lide."
Og når knægten på 4, også tegner en regnbue til sin fætter og skriver sit navn for første gang.



Malthes regnbue og æbletræer





Frejs regnbue og hans navn som han selv har skrevet

ALT det man burde gøre......

Jeg burde:

• Rydde op på køkkenbordet, så det ligner et køkkenbord igen (Og helt ærligt, det er faktisk ikke pænt gjort af mig, når nu Hvirvelveninden har været og hjælpe mig med oprydningen!)
• Få vasket noget af alt det tøj der ligger og venter ovre i vaskehuset (Det evige problem herhjemme, jeg hader vasketøj)
• Lave en generel hurtig oprydning, så der kan blive støvsuget

Men helt ærligt, solen skinner udenfor og så er det sgu meget sjovere at lave nogle ting, som man virkelig godt kan lide at lave.

Så derfor har jeg i stedet for:

• Sovet længe (Det er yderst sjældent det sker, men drengene er så store nu, at de selv kan tage morgenmad hvis de bliver sultne og ellers underholder fjernsyn og legtøj dem, indtil mor her gider at vågne)
• Gået tur med mand, børn og begge hunde og nydt fuglekvidren, solskin og en rislende bæk
• Læst "Troldebogen" af Rolf Lidberg for drengene, imens de spiste "Bedstefar-rugbrød"
• Surfet på nettet og i blogverdenen, imens drengene ser tegenfilm og spiser popcorn og manden spiller playstation

Det er da bare så meget hyggeligere og beviset på, at jeg er en livsnyder.

"Bitches in heat"

Jep -  Herhjemme går det lystigt.
Når jeg ikke tager mig af mand og børn og min tro følgesvend kvalmen, så har jeg da lige to tæver (Hun-hunde hvis nogle skulle være i tvivl) og de er temmelig underholdende lige for tiden.... Eller rettere... NOT!

Jeg tror det er med tæver som det er med kvinder, hvis man går sammen op og ned af hinanden i længere tid, så indretter ens cyklus sig ind, så man da har sin menstruation på samme tid. Ved godt at hunde ikke får menses, men de bløder jo når de er i løbetid, og mine gør det altså på samme tid.

Det resulterer i flere skøre indfald fra de kære to. Den gamle hopper på den unge, som hvis den havde været en hanhund, så skulle vi nok have hvalpe til sommer. Det skal den da have lov til, for det er hende der bestemmer, hun er overhund, har været i huset længst og er ældst. Og så piver hun, som en hanhund når den lugter hunde i løbetid. Heldigvis kan vi da holde det nede, så det er til at holde ud og hun gør det ikke hele tiden.
Det værste er gåturerne. Jeg lufter dem samtidig og har fået rimelig meget styr på dem efterhånden. Men det er ligesom om, at når de når denne periode, så er alle regler ligegyldige og de kan gøre som det passer dem.
Mine arme bliver revet midt over. Sådan føles det i hvertilfælde, når de vælger at gå hver sin vej, og trække mig hen over sten og græs for at komme til at snuse til lige præcis det sted, som ligger aller fjernest og som giver mig problemer med snore, ben og arme.
Når de så tisser, og det sker ca. hver 30. sekund, så skal de jo hen og snuse ved hinanden og tisse ovenpå. For sæt nu der kom en hanhund og kunne dufte den ene frem for den anden.
Jeg er glad for at jeg går steder hvor ingen kan se os, for hvad vil folk ikke tænke når de ser mig, med to hunde, to snore og ben og arme viklet ind i disse. Det må sgu være et kønt syn.

De bliver også helt tossede når der kommer gæster og de kæmper om nussepladsen. Den er ellers forbeholdt den yngste Fenja, for som regel gider Sifka ikke det der nusseri. Men nu.... uha da der er ikke nogen der skal klø Fenja mere bag øret end Sifka.

Heldigvis foregår denne løbetid jo kun et par gange om året og så i ca. 3 uger. Og faktisk synes jeg ikke det er så tosset at de har det på samme tid, for så er det hurtigere overstået.


Sifka (Den røde 9 1/2 år) og Fenja (Den sorte 1 1/2 år)



Forårskvalme

Jeg drømmer om forår og kvalmefrie dage, for nej kvalmen var desværre ikke aftagende sidst jeg skrev og nu er jeg i uge 17 og har været temmelig plaget af kvalme og opkast sådan cirka hver dag. Mega ØV.

Min dagligdag består i at: Stå op med drengene, sørge for de spiser morgenmad imens jeg prøver at holde kvalmen nede med lakridser, tyggegummi og kiks. Få drengene i tøjet, kaste op, få drengene i overtøjet, hoste og harke og lyde som om jeg kaaster op igen. Aflevere drengene, ligne noget der er løgn i børnehaven, personalet ved heldigvis hvorfor. Gå hjem igen, kaste op endnu engang, spise en lille smule frugt og nogle kiks, sove i sofaen i 2-3 timer. Stå op med kvalme igen, spise lidt frokost og håbe det bliver nede. '
Gøre alting i slowmotion, fordi jeg absolut ingen energi har.
Hente Frej i børnehaven og stadig ligne noget der er løgn.
Komme hjem og prøve at være husmor og lave aftensmad. Det bliver som regel nede.
Putte børn og smide mig i sofaen, for igen at hilse på kvalmen, der kun lige ville smutte for en kort stund. Og så i seng. Åh gud hvor er det da egentlig sørgeligt og trist at læse... men det er sådan det er at være mig lige nu.

Alt står stille, jeg får INTET lavet. Kvalmen fylder simpelthen for meget. Jeg går bare og håber på det bliver bedre og tager en dag af gangen, men gud hvor er det røvsygt ikke at kunne magte noget som helst.....

Så jeg håber snart foråret dukker op, måske kan den få mig op af sofaen.

Spire Sprællemand

I mandags var jeg til den første scanning. Nakkefoldsscanningen.
Manden var selvfølgelig med og så slæbte jeg min dejlige veninde Anette med, som lever og ånder med mig og bebs.
Hendes glæde og begejstring over at jeg er gravid er ufattelig stor og ufattelig dejlig.
Vi har jævnaldrende børn. Faktisk startede vi i mødregruppe sammen med vores førstefødte og har været gravide sammen med nummer to.
Hun vil rigtig gerne have en mere. Men hendes mand er ikke så villig og det er forståeligt nok, da han også har et barn fra et tidligere forhold. Så de har 3 børn tilsammen.
Så  i stedet følger hun mig i tykt og tyndt og det er bare skønt og hun er mere end velkommen.

Nå tilbage til scanningen. Det gik rigtig godt.
Den bette var en rigtig sprællemand og blev ved med at vende sig, så den stakkels jordemor eller læge, ikke kunne komme til at måle nakkefolden.
Jeg blev scannet både udenpå og indeni i over en halv time inden det lykkedes. Risikoen for Mongolisme er : 1: 10500 så vi er godt tilfredse med de tal.

Både jeg og veninden fældede en tåre eller to. Manden var mere tavs, men smilede dog. Han siger : "Først når jeg får barnet i mine arme, kan jeg være med på jeres kavleri."
Jeg forstår ham godt, det er jo ikke hans krop der er et lille væsen i. Men han skal nok stråle af stolthed og glæde når den lille kommer til verden... tro mig.

Den lille spire (12+5)

Tilføj billedtekst

Spiren tæt på, med tommelfingeren i munden

Alt så fint ud og oveni den gode nyhed, spurgte vi om hvordan vi skulle forholde os, når nu fødeafdelingen skal lukkes ned på Silkeborg Centralsygehus. De lukker tidligst d. 1. oktober, så jeg når at føde der. Totalt lettet, men stadig trist over at en SÅ god og meget rost fødeafdeling skal lukke. Det er de forkerte steder de lukker altså......

Da jeg har forhøjet blodtryk, vil de holde ekstra øje med mig. Så når jeg har været til Misdannelsesscanning i marts, skal jeg til kontrolscanning fra graviditetsuge 26, så vi kommer til at se den bette noget oftere.
Men det er vi så vandt til, det samme er sket ved de to første graviditeter.

De glade forældre

Så gik den lille verden i stå....

Mandag d. 13. december gik min verden i stå.
For der tog jeg nemlig sådan en her :

Til de der ikke ved hvad det er: En temmelig positiv graviditetstest (To streger: positiv, en streg: negativ)

Det er ikke fordi det kommer som en overraskelse, for det er som sådan planlagt. Men da jeg har ønsket et mere barn i over 2 år, (og det først var i oktober måned 2010 det lykkedes mig at "overtale" manden til at vi skulle prøve igen), kom det alligevel bag på mig at det lykkedes så hurtigt.
Egentlig kunne jeg have sagt mig selv det, da de første to også lykkedes ved første forsøg.

Nåmmen nu er jeg altså gravid og er i uge 12+4, så nu er den værste tid overstået... i hvertilfælde med hensyn til spontan abort...
Jeg har til gengæld haft rigtig meget kvalme. Det havde jeg også under de to andre graviditeter, men det var "kun" om morgenen.
Denne gang har jeg haft det hver dag, hele dagen i ca. 7 uger, men det er heldigvis aftagende... eller det krydser jeg fingre for det er.

Familien er begejstret (det troede jeg egentlig ikke de ville være som sådan, da det jo er tredie barn, men hvor er det dejligt at gøre dem glade) og især vores to dejlige drenge glæder sig. Malthe ved jo hvad det handler om, så han forklarer og fortæller Frej hvad der skal ske og hvornår babyen kommer osv. det er dejligt at høre og skønt de glæder sig. Så må vi se om det holder stik når den lille kommer.

Det bedste er, at min ynglingsveninde Anette er ovenud begejstret og jeg kan fortælle hende alt.... vi kan snakke om graviditet og babyer i timevis uden hun brækker sig.
Desuden er hun jo et fantastisk symenneske og har allerede syet en ventenederdel og er igang med en ventekjole til mig... Hvor skønt er det lige :-)

Så jeg beklager - men min blog kommer nok til at omhandle denne graviditet og bebs når den kommer, for det fylder utrolig meget i min hverdag.... meen jeg skal nok finde på at skrive om noget andet... ind i mellem.

9. december - En julekalender om vores traditioner og hvad jeg mener hører julen til

Snevejr, snemænd og kælketure

Sne hører sig julen til. Det giver den rette stemning.
Det behøver ikke at sne allerede i november som det har gjort i år. Men jeg foretrækker sneen frem for det typiske grå, triste og tunge vejr som oftest præger julen herhjemme.
Man bliver også i bedre humør når sneen lyser op omkring en.

Det er da vidunderligt smukt at se over snedækkede marker og trægrene med et godt lag glitrende sne henover sig. Det er som at se ind i en eventyrverden hvor alt er smukt og atmosfæren oser af hygge og jul.

Da jeg var barn byggede jeg meget snemænd. Jeg var ude hele dagen i min postkasserøde flyverdragt, og gik kun ind, når jeg skulle på toilet, spise eller der blev for mørkt...

Min ældste søn fordyber sig også i sneen og alt hvad man kan lave med den. Han elsker at slås i sneen i en god sneboldekamp og ikke mindst at kælke.

Sidste år tog vi nogle stykker på kælkebakken og vi var en del voksne som gik i barndommens fodspor og der gik pludselig sport i hvor vildt det kunne blive at kælke... Det resulterede i ødelagte slæder og tissetrængene søstre, (Undertegnede og min storesøster) da vi grinede så meget at det var tæt ved at bukserne var blevet våde indefra og ud... Men vi havde det rigtig sjovt og jeg venter bare på en anledning til at vi skal afsted igen.



Nogle af vores fine og lange istapper

Solsorte i haven, da det første sne var faldet i november 2010





Snemænd på trampolinen fra sidste vinter 2009/2010

Frej

Mig på kælk

Malthe og mig på kælk sidste vinter

4. december - En julekalender om vores traditioner og hvad jeg mener hører julen til

Julekalendere del. 2 - dem der ses og dem der læses op

Dem der ses - Puha jeg får helt sved på panden når jeg prøver at få overblik over alle de julekalendere drengene skal følge med i i fjernsynet... Altså de SKAL jo ikke se dem allesammen men de vil så gerne og vi synes det er hyggeligt.

Det var noget lettere da jeg selv var barn og der var EN julekalender som hele familien sad og så sammen. Det var mere overskueligt.

Nå, men jeg er jo en af de forældre som er godt og grundig træt af, at julekalenderne af en eller anden grund skal sendes lige i børnenes puttetid. Og nej jeg holder dem ikke oppe for at de kan se julekalender til kl. 20.30 for jeg skal have dem tidligt op dagen efter...I weekenderne kan de selvfølgelig godt, men jeg synes det er dybt godnat at de bliver sendt så sent og jeg bliver gal i skralden over det hvert år....

Heldigvis bliver de jo genudsendt de der julekalendere og det dyrker vi så til gengæld.. men sjovt nok er det slet ikke "Absalons hemmelighed" og "Alletiders Eventyr" der fanger... Næh det er "Sebastians Jul" på DR og "Jul i Svinget" på Ramasjang. Det er helt klart også dem med den bedste stemning og glæde over julen.
Sebastian er jo altid god at se og høre på og det gør det ikke mindre spændende at han tilbringer sin tid på en gård, med masser af dyr. Bl.a musen Herkules som er helt vidunderlig sød. (Og nu vil drengene så gerne have sådan en mus som kæledyr....SUK) Hans egne julesange og opførelsen af disse går lige ind hos mine drenge og det er dejligt at se.
"Jul i Svinget" er bare gennemført hyggelig, med nogle skønne børn og deres tossede forældre. Der er ro og tid og så er den Norsk og det tror jeg er med til at sætte den helt specielle stemning.

Dem der læses op - Eller rettere DEN der læses op... For her er det en bestemt julehistorie der bliver læst hvert år.... Agent 00 Nisse- Mysteriet om den forsvundne hue. Skrevet af Martin Miehe-Renard.
Jeg fik den da jeg var barn sammen med en kæmpestor julekalender, som fyldte hele min dør. Jeg tror det var i 2. klasse, at en elevs far kom med disse bøger og julekalendere til os hver.

Den var fantastisk og næsten hvert år har vi læst op af bogen.

Malthe elsker den. Frej er ikke så betaget, men hører alligevel lidt efter.
Det er desværre ikke sådan en bog man kan gå ud og købe i butikkerne og derfor værner jeg også ekstra godt om den.

Den handler om en nisse som skal så grueligt meget igennem for at få sit navn som samtidig beskriver det han kan.

Vi læser den om eftermiddagen, når drengene er kommet hjem. Med kalenderlys og julekager og ægte julehygge.

...."Pause Poul"

Grundet en del rod i mit hoved (Depressionen er desværre vendt tilbage på fuld blus), overrumpling og tidsmangel er min julekalender gået helt i stå...
Jeg beklager.

Jeg tror bare jeg spinger dagene over og fortsætter herfra dags dato....

3. december - En julekalender om vores traditioner og hvad jeg mener hører julen til.

Julekalendere del. 1 - dem der åbnes og dem der pakkes op


Julekalendere fylder meget her i huset, men ikke på den overdrevne måde. Drengene har heldigvis ikke nogle forventninger om at de skal have 5 julekalendere,  (hvoraf de tre er med billig 2 grams chokolade og resten er kalendere fra de, der bliver sendt i fjernsynet og som ungerne alligevel ikke helt gider følge med i.)
Det er efterhånden blevet en sport at have så mange kalendere som muligt, uanset om de interessere en eller ej og det bryder jeg mig ikke om.

Dem der åbnes- Er her i år en Lego kalender. Det kan godt være den er dyr, men når man tænker på hvad de får for pengene så synes jeg de er givet godt ud. Sidste år var det nogle kalendere med en blanding af chokolade og lidt legetøj og drengene er vilde med dem.
Farmoren køber hvert år en chokoladekalender til dem hver og så er det det. Og det er vældig fint.

Da jeg var barn fik jeg en U-landskalender af min Bedstefar. Men det var også dengang at der kun var julekalender på een kanal. (Hov- hvor lyder jeg da pludselig gammel...Til mit forsvar var julekalenderne dog i farver!!) og glæden ved at åbne en låge og se hvad der gemte sig bag ved endnu var en stor ting. Ingen plastikhelvede, chokoladekuller var tilstede dengang. (ihvertilfælde ikke i mit hjem)

Jeg ville egentlig gerne at mine drenge fik en U-lands kalender. Men jeg er ikke længere sikker på at pengene virkelig nu også går til U-landet og samtidig kan jeg heller ikke være sikker på at drengene overhovedet gider at se den julekalender det omhandler og så er de penge ligesom spildt.

Dem der pakkes op - Har vi ikke nogen af.. og har aldrig brugt det.
Da jeg var barn havde jeg en hjemmesko i vindueskarmen og ind i mellem og SLET ikke hver dag, lå der en lille pakke. Så jeg havde aldrig en forventning om at der ville være noget i hjemmeskoen. Men blev glædelig overrasket når der så var noget i.
Jeg synes det er noget "Braller" med de der pakkekalendere. Ofte er det en masse skrammel de kan få samlet sammen og som går i stykker bare man kigger på det. Hvis man gerne vil købe nogle ordentlige ting, løber prisen snilt op på 50 kr. pr. pakke og det har vi ganske enkelt ikke råd til. Så vil drengene ihvertilfælde ikke få gaver juleaften og der vægter jeg julegaverne højere.

Jeg forstår mig heller ikke på dem der overøser deres små babyer med gaver. For det første har de ikke noget begreb om hvorfor de får en pakke eller hvem den er fra (de kunne ligeså godt få pakket en pind ind i noget fint gavepapir med nisser og snemænd og glæden ville være ligestor for barnet!!!!)og de bliver alligevel overøst med gaver juleaften. Jeg kan ikke se formålet.
Vi har heller ikke givet drengene julegaver eller fødselsdagsgaver før de har været omkring de to år. Det var absolut ikke nødvendigt og man hører nok sjældent et to-årigt barn sige "Hov- Hvor er min gave fra Mor og Far. Dem har jeg da ikke fået fra..." (Og hvis de gør vil jeg nok mene det er nogle m..forkælede m..unger. Surt opstød!!)

Nå men jeg har så i år, i samråd med vores husnisse og manden min, fundet frem til at husnissen da godt kan give drengene en lille gave i adventsgave. (hvis de da har opført sig ordentligt hele ugen... Yeah right hvem prøver jeg lige at snyde?? To drenge på 4 og 7 hvor tit er det lige de er artige...)
1. søndag i advent sad husnissen i kærlighedsbænken med en pakke til drengene. De blev ellevilde af begejstring. Det var en fællespakke, et spil som både børn på 4 og voksne på 60 kan finde ud af. og sådan noget mangler vi generelt her i huset.
Der var ikke noget tuderi over at den var fælles, de blev glade og begejstret fordi de ikke havde nogle forventninger om at de skulle have en pakke... og de har heller ikke nogle forventninger nu til at nissen skal have en pakke med til dem hver dag. Så det bliver ekstra fedt at overraske dem i morgen.

Husnissen, som har fulgt mig siden jeg flyttede til Låsby (Er lavet af min bedstemors veninde for over 20 år siden)
Han mangler desværre sin storebror som afgik ved døden sidste jul.  (Han mødte vores hundehvalp Fenja ansigt til ansigt og havde ikke noget tilbage da kampen var slut)

2. december- En julekalender om vores traditioner og hvad jeg mener hører julen til.

Klejner og Daimi x 3

Min mor og jeg koger klejner hvert år. Det er sådan en ting vi har sammen. Bare hende og jeg.
I år var vi i god tid. Faktisk lavede vi dem allerede d. 22. november. De skal helst være klar til den 1. søndag i advent og da min mor stadig arbejder, så er der ikke mange dage at tage af.

Men heldigvis går jeg jo hjemme, så på min mors fridag blev det altså klejnedag!!!

Min mor laver dejen dagen i forvejen og så kommer jeg med juleforklæde, lerkrukker og julemusikken.

Julemusikken er MEGET vigtig. Især en bestemt sang fra et bånd med titlen : Dansk jul. Derpå synger Daimi sangen "Kender i den om Rudolf." Den er afskyvækkende og netop derfor elsker vi den så højt. Klejnerne bliver simpelthen ikke gode hvis vi ikke har skrålet til Daimi.

Her er et lille klip hvor i måske kan få en fornemmelse af hvad det indebærer at koge klejner sammen med min mor:





Som i nok også kan se på klippet, bliver klejnerne kogt i en åben frituregryde. Den er oldgammel, men rigtig god. Det eneste minus ved at koge klejner hos min mor er, at alting stinker af friture. De har ingen emhætte og selvom vi lukker alle døre, så stinker både taske og overtøj forfærdeligt af af frituremad...ØV

Vi fik kogt ca. 441 klejner på godt 3 timer. Arbejdsfordelingen er som den altid har været, Jeg vrider klejnerne og mor koger dem.

Opskiften kan jeg desværre ikke give jer, da min mor har den. En opskift som hun har brugt i over 40 år og som var bag på pakken med klejnesporen som vi stadig bruger....

Lige lidt billeder fra dagen

1. december - En julekalender om vores traditioner og hvad jeg mener hører julen til.

Malthe går jo i skole og på skolen har de en tradition der forlyder at forældre og bedsteforældre bliver inviteret til juleklippe-klistredag hele dagen.

Sidste år var min far og jeg selv med. Men i år tog jeg afsted alene med Malthe, da sneen satte en hindring for min far.

Vi starter dagen med morgensang... Det er bare så hyggeligt. De gør det hver eneste morgen og efter det kun er indskolingen som er samlet, (og de ikke skal slæbes med hen til morgensang med ale de store børn, hvor de aligevel ikke kan se, bliver skubbet og slet ikke får noget ud af det), så er det blevet rigtig godt.

Derefter samles vi i klasselokalerne og bliver instrueret i hvad der SKAL laves og hvad der MÅ laves.
De har nemlig regler for hvad der skal hænge i vinduerne og på gangen. Men hvad der skal være i selve klasselokalet, står dem frit for.
Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forholde mig til at der er regler for hvad der må være i vinduerne, men det virker ikke til at børnene synes det er træls at blive påduttet noget, og det er det vigtigste.

I vinduerne skulle der være juletræer, stjerner og fugle og i gangen skulle der hænge engle.
Englene var en super god ide. De var lavet således at vingerne var børnenes hænder og kroppen var deres fod. Super ide synes jeg, for det bliver bare lidt sjovere.



Malthe var ihærdig og gjorde det godt... det er mange timer at skulle klippe og klistre især når man er dreng, ens bedste ven sidder ved siden af og der er spækket med sne udenfor....
Men han fik klippet det hele og mere til. Når de går på juleferie, får de det hele med hjem.

Vi drikker kaffe, får julekager og slik imens julemusikken spiller i baggrunden.
Alle er i rigtig godt humør og det er dejligt at se, at både forældre og bedsteforældre er engageret i sådan et arrangement.

Skoledagen sluttede kl. 12 og så vendte Malthe og jeg snuden hjemad... Der er jo ingen grundt til at han tager i SFO bagefter, når nu han kan bruge lidt tid sammen med sin mor, inden Frej skulle hentes.

Vi har noget i vores forhave...

.... Som jeg er RET så sikker på ingen andre har.

Nemlig en DRAGEVINGE. Hvem kan stikke den???

Hvis man har set den animerede film "Sådan træner du din drage", så er man heller ikke i tvivl om hvilken drage denne vinge tilhører. Nemlig ja- NATSKYGGEN- AKA- TANDLØS.

Kan i se ligheden????

Nu mangler vi bare resten af dragen, for han kan jo ikke gå rundt udenfor uden sin ene vinge.
Vi kigger efter ham hver dag og når vi finder ham, så reder vi ham og sætter hans vinge fast igen så han kan flyve.
O hvis i kigger op på himlen og kniber øjnene sammen, så kan det være i er heldige at se drengene flyve en tur på Tandløs.

"Julen sig nærmer, sneen jorden dækker....."

Så er vi ved at nærme os den tid som ikke længere kan undgåes at nævne... Julen.
For mig er julen en finurlig ting. Jeg elsker den ligeså meget som jeg hader den.

Jeg elsker når det sner og man kan komme ud at kælke - Jeg hader at skal ud at køre på glatte veje
Jeg elsker at høre julemusik og skråle med i vilden sky - Jeg hader at alle der har lavet maks to cd'er lige pludselig her op til jul, skal lave en opsamlingscd med alle deres to hits.
Jeg elsker alle de ting man skal til i december måned, såsom juleklip i børnehave og skole og juletræsfester  - Jeg hader når jeg må vælge noget fra, fordi vi simpelthen ikke kan nå det hele.
Jeg elsker at se den ene julefilm efter den anden - Jeg hader når de vælger at sende alle de gode julefim i tv d. 23. og 24. december, for der ser man altså ikke meget tv....
Og sådan kunne jeg fortsætte.

Men jeg vælger at gøre noget andet. Jeg vil hver dag i december måned skrive et lille indlæg om alle de ting vi laver og oplever i denne vidunderlige og skrækkelige december måned. Jeg vil fortælle om vores traditioner, nye som gamle og hvad jeg forbinder med julen.... Som en slags julekalender, helt frem til den 24. december.

Jeg håber i læsere derude synes om min ide og vil læse med hver dag....

Vores yngste hund Fenja nyder snevejret

Noget af vores have

Når børnene render i byen og forældrene kommer til kaffe.

Det har været en dejlig weekend...
Frej blev hentet af Bedstefar (Altså min far) igår formiddags og så kørte de til Hørning, for det er nemlig Frejs tur til at blive forkælet hjemme hos dem.
I efterårsferien havde de Malthe på besøg og de hygger, går ture og giver drengene al deres opmærksomhed og det er skønt :-)
Da Frej og bedstefar var kørt, skyndte jeg mig at tænde den bærbare og bestille billetter til filmen "Grusomme Mig" for så var det tid til at lave noget sammen med den ældste :-)

Fra filmen "Grusomme mig"... Min ynglingsscene

"Grusomme mig"

Det var en rigtig god og underholdende film, Malthe slugte den råt og vi var glade for at vi kun havde ham med, da Frej ville blive alt for urolig og måske komme til at kede sig.
Vi tog hjem og Malthe og jeg gik en tur i skoven med hundene. Det var skønt. Vejret var gråt, men humøret højt. Vi fandt nogle få kastanjer begravet under træernes blade som ligger tæt i skovbunden. Malthe fandt en kastanje der var spist af. Måske en mus eller et egern havde været i gang. Der var tydelige tandmærker i.
Det er noget han har øje for den dreng. Han lægger mærke til ALT i naturen og han ved meget. Han kan spotte de små fugle, mus, egern og engang vi var ved vesterhavet fandt han en harekilling som gemte sig godt i mellem nogle sten. Vi andre var vadet lige forbi, men Malthe så den straks.

Harrekilling ved en strand ved vesterhavet, kan du se den?

Nå men tilbage til weekenden....

Igår kom der jo Bingo Banko i fjernsynet. Ikke noget vi gider at se, men Malthe ville rigtig gerne se om han ikke kunne vinde noget.... Så for hans skyld printede jeg en masse plader ud og så sad vi ellers der og håbede på at der blev gevinst.

Men det skete jo selvfølgelig ikke. Så Malthe kom noget skuffet i seng. Han synes det var det rene snyd og vi måtte trøste ham med at vi ikke var de eneste der ikke vandt.

Nu er knægten så hos en legekammerat, for selvom han har sin mor og far for sig selv, så trækker det altså noget mere at komme ud at lege med nogen fra klassen. Han er også ganske populær for ikke mindre end 3 havde ringet her til formiddag for at ville lege med ham.

Han er sgu dejlig og så nem.

Når jeg så pludselig har huset for mig selv, næsten da, for manden min sover længe da han arbejder om natten, så bruger jeg lige noget tid på at få ryddet op og støvsuget.... I ro og fred og med en stor motivationsfaktor....
Min mor og far kommer og får eftermiddagskaffe og aflevere samtidig Frej.

Det at min mor kommer, er nok til at få mig igang og jeg har faktisk flere gange før ringet for at få dem på besøg, så jeg kunne bruge det som motivation for at få ryddet op og gjort rent.... Det er nemlig sådan at min mor altid har lidt af rengøringsvanvid.

Da jeg var barn og jeg skulle rydde op og gøre rent på værelset, kom hun rundt med sin pegefinger (støvdetektoren som min søster og jeg kalder den) og så strøg hun den ligesom hen over hylderne for at se om al støvet var væk. Hvis det ikke var godt nok, måtte jeg gøre det om og man gør som min mor befaler ellers får man "en Fy" og det er ganske slemt. Det var det i hvertilfælde dengang.
Nu er det ligesom bare lidt sjovt og der er gået sport i det for min mands vedkommende. Han vil gøre mange skøre ting for at få en af de berømte "Fy'er".... Men det er en helt anden historie.

Hjemme hos dem var/er der atid pænt og rent og ryddeligt. Det er nok derfor at jeg føler der skal være det her også. Men efter min far er blevet førtidspensionist og især her de sidste par år, er det faktisk ham der kommenterer det. Idag var hans kommentar "Får i særlige gæster idag, jeg kan jo se køkkenbordet og der ligger ikke legetøj ud over det hele...!!!" Jeg tror han er blevet smittet af at gå op og ned af min mor i over 42 år....
Min mor siger ike noget, men jeg kan se det i hendes øjne hvis hun synes der er rodet og hun plejer også at sige det, hvis hun synes der er pænt eller hyggeligt...

De havde hygget sig, mine forældre og Frej. Så det var dejligt. Det var også dejligt at de blev lidt og fik en kop kaffe, så vi lige kunne snakke og fortælle hvad vi havde lavet.

Jeg er lige hjemvendt fra en tur med hundene. Min "alenetid" om aftenen. Det er skønt bare at gå og blive luftet og kigge ind ad folks vinduer, altså ikke tæt på, bare lige se hvad der sker i de små hjem.
Nu varer det ikke længe inden byen bliver lyst op af julelys i alverdens farver, former og størrelser og så får jeg endnu mere at se på når jeg vandrer med mine to tøsehunde.

Nu varer det ikke længe inden "Borgen" kommer i fjernsynet og det skal jeg da se.

En dejlig weekend. Hvordan har din været????



Et lys i mørket og en teenagedrøm der går i opfyldelse... igen.

HOV- forresten, noget godt og helt vildt fantastisk er der da sket... Faktisk i fredags.

Det er lykkedes mig at få fingre i 2 billetter til Take Thats koncert i Parken i København  d. 16. Juli 2011... Wuuuuuhuuuuuuuuu.

Ja ja bare kald mig for POPtøs. Jeg indrømmer det gerne og endda med stolthed.
Min kære veninde Trine og jeg har dyrket de lækre mænner lige siden vores spæde teenageår. Ja vi har faktisk fulgt dem lige siden de startede. Og ja- vi var også dybt ulykkelige da de gik i opløsning og var helt sikre på at vi da ALDRIG nogensinde ville komme til at opleve dem live, i virkeligheden, til en koncert eller noget.... For vores forældre synes nemlig ikke vi var gamle nok til at tage til sådan en koncert.

Nå, men da Take That besøgte Ålborg for en 3 år siden, sad jeg klar ved skærmen og fik bestilt billetter til Trine og mig.

Det var helt igennem fantastisk... vi kørte derop med Take That på fulde drøn i højtalerne og overnattede på et vandrehjem. Og vi var "høje" på den suveræne oplevelse det var i flere dage efter.....

Sådan så vi ud kort tid inden turen gik til koncerten, fra vores lille hytte på vandrehjemmet

Teenagere for en dag - det var skønt

Vores meget kolde, men hyggelige hytte

Lige ud til vandet boede vi, skønt at stå op til næste morgen



Jeg sad klar kl. 10.00 ved computeren i fredags, spændt, nervøs og utålmodig. Kom i kø, blev smidt af, kom i kø igen, satte manden min til at sidde ved computeren, imens jeg hentede min skønne "nevø", eller hvad man nu kalder knægten når jeg er tante til ham, da jeg skulle passe ham imens forældrene var til begravelse. Skynde sig hjem igen og håbede på at der var gevinst, men nej og en besked fra manden min om at det kunne jeg da godt glemme ALT om. Men stædig som jeg er, satte jeg mig i kø på den bærbare også, rendte rundt mellem computerne, blev smidt af, kom igennem, systemnedbrud, frustrationer, kom af på, af på.

Og så endelig, som jeg kiggede væk, 2 1/2 time siden jeg loggede på for første gang, lykkedes det mig at komme igennem og få købt to billetter. Jeg rystede af glæde og spænding og skyndte mig at ringe til Trine som var på arbejde og gik og ventede på sidelinjen... Skrig og skrål af glæde fra os begge, og en mand der gik sagte i baggrunden og rystede på hovedet.

Nu kan jeg næsten ikke vente... det bliver SÅ fedt med en tøsetur igen. Bare hende og jeg og de lækreste mænner der er langt ude fra vores rækkevidde, og som vi kun kan fantasere om.

Trine skulle giftes med Gary Barlow og jeg med Jason Orange.... Puha får helt røde kinder... he he

Take That here we come........

Hvis nogen skulle være i tvivl så er det dem her jeg snakker om :-)
Fra venstre: Jason Orange, Howard Donald, Mark Owen, Gary Barlow og Robbie Williams
(Billedet er lånt fra deres hjemmeside http://www.takethat.com/)

 

Rod i mit hoved

Der er rod i mit hoved...
Det hele overrumpler mig. Jeg har så mange ting jeg gerne vil have gjort og som jeg SKAL have gjort, men jeg kan ikke finde ud af hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte.
Det gælder alle mulige ting, såsom det praktiske at få gjort køleskab rent, ryddet op, støvsuge osv. Men også at få flyttet forsikringerne til et billigere selskab, at få sendt papier til banken, at gå forbi lægen og få et skema der skal udfyldes angående Malthes nattetisseri og jeg kan blive ved.
Jeg bliver træt i hele kroppen og tung i hovedet.

Det at søge arbejde ligger mig så fjernt lige nu... det er alt for uoverskueligt og desuden er der heller ikke meget at søge....

Puha hvor lyder jeg negativ. Men det er sådan jeg har det de her dage. Er bange for at depressionen er vendt tilbage. (Har desværre haft sådan en et par gange før)

I morgen ringer jeg til lægen og får en tid.... for det her kan jeg slet ikke holde ud... det er sgu for hårdt for mig. ØV

Men for at det hele ikke skal være så trist, vil jeg da lige vise hvor nogle seje drenge jeg har...