Uden for normen!

Når nu jeg er gravid for tredie og nok også sidste gang, så sætter det altså hjernen på arbejde.
Jeg går og tænker meget på hvordan jeg vil gøre de forskellige ting, hvad jeg kunne tænke mig at gøre anderledes i forhold til de to første. Nu skal det ikke forståes som om de er håbløse og jeg ikke føler jeg har gjort det godt nok som mor, for det har jeg (Ifølge mig selv), men man gør sig jo nogle erfaringer hen af vejen og allerede fra den første til nummer to skete der nogle ændringer.

Det jeg spekulerer mest over, er fødslen. Jeg er totalt uden for normen og gider slet ikke at læse om alt det der er normalt. For med hensyn til både graviditeter og fødsler, så holder jeg mig langt fra statikken.
I korte træk, så fik jeg svangerskabsforgiftning med Malthe. (Den store) Derfor blev jeg sygemeldt da jeg var ca. 5 1/2 måned henne og gik så til kontrol ved egen læge og på Skejby sygehus flere gange om ugen.
Da jeg var 37 uger henne blev jeg sat igang, for mit blodtryk var meget højt og der var fare for både barn og mig, hvis det fortsatte i den retning. Jeg fik stikpiller på sygehuset og blev indlagt samtidig med, de turde ikke sende mig hjem. Sådan gjorde de i tre dage, før de kunne prikke hul på vandet. Så skulle man jo tro, at det hele gik som smurt, men næh nej, intet skete og så ville de give mig vestimulerende. Det hjalp så og 6 timer senere var lille Malthe født. Så det gik jo meget godt alt i alt. Han var en bette skid på 2580 g. og 45 cm. Men han var fiiin og miin.

Da jeg så blev gravid igen, gik jeg jo og drømte om den der perfekte fødsel, hvor det hele går i gang af sig selv og jeg måske endda kunne være heldig at komme i vand.
Da det lille pjok besluttede sig for at stoppe med at vokse i min mave, blev jeg endnu engang sat igang. 9 dage før termin. Jeg fik at vide at når det nu havde taget tre dage med den første, fra den første stikpille og til han var født, så ville det gå meget hurtigere denne her gang. Og det var alle læger, jordemødre og andre man snakkede med der sagde dette. Så det stolede jeg jo fuldt og fast på. Fik en stikpille og gik en tur rundt i Silkeborg, for så at vende tilbage til sygehuset og dernæst blive sendt hjem med besked på at komme igen næste morgen med mindre der skete noget inden.... Fint nok tænker jeg, så kan vi tage hjem og hygge og så kan jeg arbejde med veerne hjemme i stedet hvis der kom nogle.
Og dette gjorde vi så i 5 dage.....5 DAGE!
Ind på sygehuset, stikpiller, gå en tur, kørt strimmel, hjem igen, ingen veer, ind på sygehuset igen næste morgen, nye stikpiller... osv osv.
Jeg var ved at blive vandvittig til sidst. Kunne slet ikke holde det ud. Alle folk ringede og spurgte, mine svigerforældre tog sig kærligt af Malthe imens vi rendte frem og tilbage på sygehuset.
Jeg kunne vejen i søvne og var bundhysterisk og tudefærdig. Hvorfor f..... ville min krop ikke som lægerne ville?????????????????

På 5. dagen blev jeg indlagt med den besked, at jeg ville få lagt et ballonkateder op, som skulle udvide mig, så de kunne prikke hul på vandet.Og så skulle jeg blive der natten over.
Jeg vil hellere føde 10 børn end få sådan et lagt op igen. Så jeg sparer jer for flere detaljer og fortsætter.
Om natten havde jeg veer, men de gik i sig selv i løbet af morgenen. Ballonen faldt ud, da jeg gik på toilet og så kunne de endelig prikke hul på vandet. Yes tænkte vi, så sker der da noget.... Men så var det også det. Måtte endnu engang fyldes med ve-stimulerende. Jeg blev så dårlig af det at jeg kastede op flere gange. Mine veer føltes slet ikke som gode veer. Den bedste måde at beskrive dem på er, at det føltes som om der stod en mand og prøvede at grave min livmoder ud med en meget sløv spade.... Jeg tudede og havde frygteligt ondt. Men pludselig var jeg klar til at føde og ud kom den lækreste lille dreng.
Frej på 2806 g. og 47 cm.

Så det er ikke selve fødslen jeg er bekymret for, dem klarer jeg jo fint, men det er opstarten til det. Alt det der skal få det igang, der får mig til at spekulere.

Jeg vil så nødigt sættes igang igen. Jeg kan slet ikke magte hvis det kommer til at tage ligeså lang tid som sidste gang. Jeg vil så gerne have en normal fødsel, hvor det hele går igang af sig selv. Hvor vi skal ringe rundt til familien for at få dem til at tage sig af drengene. Falde over hinanden for at finde "tasken". Tage tid på veerne og tiden i mellem. Få rengøringsflip, fordi det gør de fleste når de skal føde ifølge normen. Gå i bad, fordi man da lige skal se ordentlig ud inden man kommer på sygehuset og fordi det lindrer så dejligt mod veerne, har jeg hørt. Og være nervøs, spændt, bange og euforisk på een og samme tid.
Alt det vil jeg så gerne prøve og jeg vil nærmest give min højre arm for det. Det er virkelig drømmen og jeg er villig til at gøre meget for at det kan lade sig gøre......

Men nu har jeg jo for højt blodtryk, også uden for graviditeterne og har fået at vide, at når man har det, så er der tendens til at man føder små børn... HA! Der er jeg sgu inden for normen. (Dog ikke det fedeste, men så føler jeg mig da ikke som et helt enestående tilfælde, der skal udstilles i et montre og studeres af folk der kommer på "Museet for sære mennesker", med teksten "Gravid kvinde der holder sig totalt uden for normen og alle statistikker. Et under hun har fået tre velskabte børn!" *sarkastisk smiley*)
Men denne gang har vi taget det i opløbet og jeg er på blodtrykssænkende. Der vil stadig blive holdt ekstra øje med mig. Så når jeg er i uge 26, skal jeg vækst-scannes og så må vi vel tage den derfra.
Så jeg håber håber håber, at der bare er en lille bitte chance for, at jeg kan få lov at gå tiden ud og denne fødsel bliver mere normal end de to andre.

Jeg ved godt der er mange som har været udsat for meget værre fødsler og graviditeter, men nu er vi i mit lille univers og min verden, og de her tanker fylder så uendeligt meget at jeg måtte have dem ud af fingerspidserne og videre ud i rummet.