tirsdag den 31. maj 2011

En følelsesmæssig rutchebanetur på ca. 9 mdr.

Når man som jeg, producere meget små børn, så bliver der holdt godt øje. Det er også helt fint, men hold da op hvor er det også hårdt for psyken. Ikke at vide hvad næste skridt bliver.

Jeg kom over på noget andet blodtrykssænkende i starten af maj og lige siden er det gået godt.
Jeg har rendt til kontrol på Skejby sygehus 2 gange om ugen. Fået tjekket flowet, som viser om hun får den næring hun skal have, taget urinprøver, for at se om der er tegn på begyndende svangerskabsforgiftning, fået taget blodtryk og blodprøver. Og hver gang har det set fint ud.

Hver 14. dag har der været scanning af vækst, for at se om hun vokser og følger sin egen kurve. Det gør hun, heldigvis. Lille My vokser som hun skal, sidst jeg var på Skejby var i torsdags. Der vejede hun 957 g. Det er "kun" 26 % under normalen.
Så der er sket meget siden jeg kom over på det nye medicin.
Jeg har dog for en sikkerhedsskyld fået lungemodnende. Det var to stik, et i hvert lår over to dage. Det var lige til at klare. Med hjælp fra mine forældre som selvfølgelig skulle holde mig i hånden.
Med hensyn til mig selv, så kaster jeg ikke længere op om morgenen og jeg har fået min appetit tilbage. Har nu taget 1 kilo på i forhold til startvægten. Det er SÅ skønt.

I torsdags, da jeg var oppe at snakke med en læge på svangreambulatoriet, besluttede hun at jeg ikke længere skulle til kontrol 2 gange om ugen, men kun en gang. Det vil sige at jeg får tjekket flow, blodtryk, urinprøve og blodprøve den ene uge og vækst, flow, blodtryk, urinprøve og blodprøve den anden uge. Det er en heldagsforestilling, men nu kun en gang om ugen.

Jeg spurgte så hvordan det ser ud mht. igangsættelse, om lille My virkelig skal ud i uge 34 eller 36. Hun svarede mig, at det var slet ikke på tale når det gik så godt. Aller tidligst i uge 38, hvis de overhovedet vil gøre noget ved det.
DET var den bedste nyhed ever..... Måske er jeg så heldig at det hele kører på skinner og fødslen melder sin ankomst uden stikpiller, og vedrop.
Åh hvor jeg håber.

Men alt det her sætter også en masse tanker igang. Jeg har hele tiden alarmklokkerne ude. Skal være opmærksom på alle tegn på svangerskabsforgiftning, for det er ligesom det, der er afgørende for om lille My skal ud eller ej.
Hver gang jeg kommer til Skejby, så kører tankerne rundt. Hvad siger de denne gang... er der sket nogen forandringer, som kan få det hele til at vende igen....

Jeg elsker at være gravid. Min tykke mave, opmærksomheden, (Jeg er jo løve!) og de skønne spark jeg får af hende hver eneste dag. At mærke livet i maven er bare ngoet af det bedste der findes. Også selvom hun stepdanser på min blære.
Jeg morer mig over at jeg efterhånden ikke kan bevæge mig som jeg plejer. At rejse sig fra en luftmadras er en prøvelse i sig selv. (Vi havde taget luftmadrassen frem i søndags, for at råhygge foran fjerneren i stuen.)Op på alle fire og så lige så elefant ud over kanten!!! Jeg griner når Frej kommer løbende, når jeg henter ham i børnehaven og han støder hovedet på maven, fordi han glemmer den strutter.
Jeg elsker simpelthen at være gravid. Jeg synes det er så givende og så fantastisk. Jeg ved at dette er sidste gang og måske derfor ønsker jeg endnu mere, at hun bliver inde i maven så længe som overhovedet muligt og en mere naturlig fødsel er absolut så hjertelig velkommen.

Heldige kartoffel!

Jeg er altså ikke helt færdig med den der fantastiske weekend på det Fynske forårsmarked.
Jeg gjorde mig jo nogle indkøb... og gid jeg havde en kæmpe formue, for så havde jeg købt noget ved hver eneste stand. Men jeg måtte jo desværre begrænse mig.
Nogle ting blev det dog til.


Bl.a. en Mummitrold fra Laura, som jeg allerede hjemmefra havde besluttet mig for at jeg ville købe.
Den skulle selvfølgelig hænge i en lyserød blomst, så den er til lille My, til når hun skal ligge og kigge enten ved puslebordet eller i barnevognen.
Den er da bare for lækker

Hvis jeg havde 400 kr. til tant og fjas, så havde jeg helt klart købt den store mummi hun har. Lækker, lækker.
Jeg er vild med de hæklerier som tøserne bare var så gode til. Så da jeg besøgte Berit, var hun desværre løbet tør for kassen med jordbær. Men hun havde denne her:



Som jeg bare måtte eje. Den er til min søster, for hun har noget med pingviner. Og ham her er da for lækker.


Over for vores stand, på markedet, stod den skønne skønne Sarah. Hun var ikke med på lejren, men vi blev alligevel gode venner med hende. Hvordan kan man andet, når man havde udsigt til hende og alle hendes fantastiske samler- og retroting. Jeg måtte bare købe det fineste legetøjskaffestel, frankrig, til min elskede niece Erna Marie. Det eneste dilemma jeg har nu, er at jeg ikke ved om hun skal have det hjem eller om hun skal lege med det, når hun er her på besøg.



Så var der Jane, som havde en fantastisk evne til at tegne og få de lækreste ting frem, i et væld af farver og finurligheder. Jeg købte denne lille pakke, som egentlig var ment til min mor. Men de ligger så smukt i min vindueskarm, at jeg ikke kan nænne at skal af med dem igen.



Når lille My er født, så skal jeg helt sikkert have bestilt et navnebillede, som hun også laver. (Måske jeg også skal have lavet til drengene??!!)


Jeg blev jo også forkælet. Jeg var jo "hende den gravide", så jeg kom hjem med meget mere end det jeg købte for.
Vores bagnabo Christina, forkælede mig med disse ting, en hagesmæk og sanseposer.


Og skønne Kirsten forærede mig eller rettere Lille My denne lækre hønsestrikkede hue.


Jeg må være det man kalder en heldig kartoffel.... er jeg ikke???

onsdag den 11. maj 2011

Tilstand

Jeg er i en tilstand. En tilstand af eufori, glæde, begejstring, fascination og overvældethed.
Jeg har tilbragt 3 hele dage i tøsernes tegn. Jeg har været på marked og ikke et hvilken som helst marked. Nej Fyens fedeste forårsmarked som bestod af et væld af kreative mennesker, som kunne vise deres unikke håndlavede ting frem og sælge ud af deres geniale produkter.
Jeg var med veninden Anette som hendes lille hjælper. Hun skulle jo selvfølgelig sælge noget af hendes fantastiske flotte og lækre tøj.

Derudover overnattede vi i den mest fantastiske hytte, som rummede så meget naturlig sjæl og varme at man ikke kunne andet end være glad og begejstret når man var der. Vi var ikke alene om hytten. Den smukke Julia havde stået for arrangementet af vores lejrtur, som bestod af ca. 16 glade og kreative tøser. Tænk sig at man kan blive så glad og begejstret for så mange kvinder på en enkelt weekend. Det var rent ud sagt vidunderligt.


Jeg elsker, elsker, elsker kreative og skøre mennesker. Jeg elsker at vi var sammen med skønne TarokLouise, som bare snakkede og trådte ind i folk med træsko på og fik flere af os tøser til at græde (Ikke fordi hun var ond, men fordi hun kunne noget med nogle fantastiske kort og bare ramte os i sjælen og hjertet). At kunne nyde selskabet med Anne og Anne to skønne tøser, som jeg længe var ret sikker på måtte være søstre. (Men hvem døber lige begge sine børn Anne?)
At møde lille Mejse, den yngste i flokken. Og endelig se farverige Christina, som jeg længe har fulgt på hendes blog. At jeg fik lov at snorke med smukke Camilla og snakkehovedet Christina. At vi også havde finurlige Kirsten og vidunderlige Jane til at underholde med historier og tegninger gør det absolut ikke værre.Og pølsedamen Laura, der kunne hækle..... alt. Søde Berit og tossede, parfumesniffende Maja... (Var bange for hun sniffede Anette helt i stykker... he he)
Og tænk sig, vi havde også vores helt egen Viking, Louise med på lejren. Jo den er god nok. Jeg er stadig dybt beundrende.

Hvis jeg har glemt nogle af de skønne og vidunderlige kvinder vi delte hus med i de tre dage, så beklager jeg. Det er ikke min mening at glemme folk. Jeg skyder straks skylden på hormonerne.....

Jeg er bare så glad for, at have fået chancen for, at møde alle disse søde kvinder og ser nu frem til, at følge dem på deres blogs.

Tak piger, for en skøn skøn weekend og tak fordi i passede så godt på mig og lille My.

mandag den 2. maj 2011

Så længe hun får lov at blive derinde...

....Så er alt godt. Inde i mit hoved i hvetilfælde.


Sagen er den, at efter jeg blev sendt videre til scanning på Skejby, har humøret ikke været helt i top. Var til vækstscanning for en 14 dages tid siden på Skejby sygehus, da den bette var liiige bette nok. Hun er fin ellers. Fejler umiddelbart ikke andet, end at hun er meget lille.

Det er jo sådan set alvorligt nok, for det er tegn på at hun ikke får den næring hun har behov for.Lige nu ligger hun 40 % under gennemsnittet.... 40 %! Føj det er meget.

Jeg har så været afsted igen idag og havde heldigvis selskab af min dejlige veninde. Scanningslægen var temmelig alvorlig og sagde jeg godt kunne indstille mig på, at få sprøjtet lungemodnende medicin ind, til næste kontrol og at hun dernæst skulle ud. AAARRRRGGGGHHHH! og så lige en kæmpe klump i halsen. Det kan jeg simpelthen ikke forholde mig til. Hun er alt, alt for lille. Vil hun overhovedet overleve og hvis hun gør, hvad er chancen så for at hun ikke får en masse følgeskader. Nej jeg vil ikke høre det... hold mund din dumme overlæge.....

Bagefter scanningen skulle jeg på svangreambulatoriet og få en snak med en læge mht. mit blodtryk osv.
Han var noget mere fortrøstningsfuld og rigtig rar at være i lokale med. Vi fandt frem til at jeg skulle prøve noget andet blodtryksmedicin, for at se om det havde en bedre effekt. Derudover skal jeg have tjekket mit blodtryk noget oftere hos egen læge og selv tage det, så vi kan følge det nøje.
Jeg fik taget en urinprøve som viste et enkelt plus i urinen. Så måske kan jeg få svangerskabsforgiftning igen.
Fik også taget blodprøve for at se om der var tegn på svangerskabsforgiftning. Det var der heldigvis ikke. De så fine ud.
Lægen på svangreambulatoriet mente ikke der skulle sættes noget igang. Først skulle vi lige se hvordan det nye blodtryksmedicin virker og så tager vi den derfra.

Puha...Er der noget at sige til at man er rundt på gulvet efter sådan en tur....??????

Jeg kan slet, slet ikke rumme inde i mit hoved, hvis hun bliver født meget før tid. Det er så skræmmende tanker at hun skulle komme til at ligge i en kuvøse, koblet til alverdens ting og kæmpe for livet hver dag.

Det VIL jeg simpelthen ikke være med til..... Men jeg kan ikke gøre en skid. Ikke engang æde 10 kajkager om dagen, for at hun får noget sul på kroppen.
Det er det jeg har lyst til lige nu.... at æde og æde, så jeg kan tage nogle kilo på og forhåbentlig give hende nogle af dem.....
Jeg lægger mig gerne i sofaen og skovler ind, hvis jeg ved det kan hjælpe hende....

Det var først da jeg kom hjem efter frokost og lidt osen i Århus med veninden, at det sådan rigtig gik op for mig hvad jeg havde fået at vide. Så jeg gik helt i sort. Sad bare foran computeren og tudede imens jeg snakkede med min søster over msn.
Jeg er stadig i kulkælderen og lige nu tæller jeg bare minutterne til jeg kan få puttet drengene. De får købepizza og ser tegnefilm. Manden min er ikke hjemme og kommer først hjem sent i aften. (Han var dog hjemme i en lille halv time inden han skulle videre, hvor han fik alt at vide om mit besøg på Skejby. Næste gang vil han med.) Typisk når man nu har allermest brug for ham.
Men når han kommer hjem, skal vi bare kramme og trøste hinanden og overbevise os selv om at det selvfølgelig nok skal gå.