torsdag den 23. september 2010

SurpriceBrunch!

Det har holdt hårdt, ikke at måtte fortælle det til nogen. Men sagen er den at det lykkedes at holde en Surpricebrunch for bedsteveninden i søndags i anledning af hendes 30 års fødselsdag.

Allerede i Maj måned havde hendes mand og jeg i al hemmelighed gennem facebook snakket om, at hun da skulle fejres på en eller anden måde når hun nu blev 30.
Men tiden løb lidt fra os. Så hendes mand kontaktede min venindes mor og så tog hun affære.
Sammen fik vi arrangeret et lille sammenskudsarrangement ved Klostermølle.
Det er en skøn lille naturplet med skov, sø og en af Danmarks højeste "Bjerge". Der er en gammel lade med borde og bænke som vi indtog tidligt søndag morgen og pyntede den som vi nu kunne bedst.

Laden som vi spiste i
Min venindes mands opgave bestod i at få hende, deres 3 børn og en hundehvalp samlet i bilen og så komme ud til os andre. Hun fik ikke at vide hvad der skulle ske, andet end at de skulle ud at spise brunch et sted.
Da de ankom stod vi alle (20 voksne og 7 børn) og sang fødselsdagssang for hende og hun blev rørt til tårer.
Det var helt vildt fedt at snøre hende og hun havde slet ikke regnet med at vi havde lavet noget for hende.
Vi var der fra kl. 8.30 om morgenen og tog hjem ved en 14 tiden. Der havde vi nået at spise, vandre op af Sukkertoppen og lege på græsset.
Det var en dejlig dag, og jeg var helt færdig da vi tog hjem.
Men det var det hele værd.

Dagen forinden havde jeg bagt boller og cookies. Jeg er ikke særlig dygtig i et køkken, men jeg elsker at bage og jeg synes selv jeg gør det meget godt.

Mine hjemmebagte boller, efter min mors gamle opskrift
Mine meget populære chokoladecookies

Gaven til bedsteveninden, en forkælelseskurv med mange af hendes ynglingsting


Tiger på spring, mor kryber i skjul

Puha... skal lige trække vejret engang.... Ind.... og uuuuud.
Godt så er jeg klar..
Bare lige for at få jer opdateret på min yngste søns sygdom...
Han hostede hele natten og både han og jeg fik maks fem timers søvn... Jeg tog ham til lægen for hans hoste, men kom hjem med pencilin i stedet for. Knægten havde da redet sig en nasty halsbetændelse oveni...
Nå men igang med pencilinen, som skulle tvinges i ham. Det skal siges at han ikke kan sluge pillerne hverken hele eller halve, så de måtte pulveriseres i en lille portion yoghurt med 3 stykker knust pålægsschokolade, samt et stort glas vand ved siden af og oveni lovning om slik og andet usundt når portionen var spist. Det resulterede i en del opkast deraf og da knægten ikke var feberfri mandag, ringede jeg til lægen tirsdag og fik pencilinen i pulverform, som så skal blandes op med en barneskefuld vand. Han har før kastet op af denne usmagelige pulverblanding. Der får hele køkkenet til at lugte af den værste syntetiske tyggegummi, som den man kan få i bunden af en snurretopis eller lign. Men gode råd er dyre, så vi prøvede. Det var en større succes. Pencilinen bliver nu indtaget uden opkast og på fem minutter fremfor tre kvarter.

Det skal så lige siges at nu er mindstemanden jo ikke en der slår sig ud af en gang feber og ondt i halsen. Nej da, der skal da leges, brøles og hoppes til den store guldmedalje.
Så i alle disse dage, har huset og især stuen været fyldt med ild, krokodiller, hajer, pirater, løver og tigre.
Jeg har kastet mig fra sofa til sofa, hoppet over legoklodser og danset mig igennem forhindringsbaner.

Ind i mellem har der været "ro" i et lille kvarter, hvor den interaktive "Playhouse Disney" kanal har fået knægtens fulde opmærksomhed.
Det har så medført at jeg nu kan de fleste sangtitler til programmerne....

Men idag har jeg FRI... der er ro i huset.... Knægten er afsted igen og nu kan jeg få indhentet noget af det forsømte. AAAAAHHHHHH

Knægten i magnoliatræet fra engang i foråret

torsdag den 16. september 2010

Vrissen og bekymret

Nu har jeg, lige siden jeg startede denne blog, haft problemer med at gemme, uploade billeder og i det hele taget foretage ændringer.
Det er sgu sk... hamrende irriterende og jeg bliver arrig og vrissen over det ikke fungerer....
Kan man klage til nogen????

Nå men jeg har sådan set ikke tid til at være gal i skralden over sådan nogle "småting".
Jeg må op i soveværelset til min yngste, som ligger og hoster lungerne ud...
Lille stakkel, han kan slet ikke få ro til at sove, han hoster bare den der hoste, hvor der ikke kommer noget med op og hvor han lyder som Weezy (Eller hvordan han nu staves) i Toy Story 2.

Astmamedicinen virker ikke... Det næste er vel lægen, eller vagtlægen hvis det ikke snart holder op, så han kan få sovet bare lidt....

SUK, det er hårdt at være mor... og Blogger!

mandag den 13. september 2010

Frit fald

Når jeg nu går hjemme, så får de altså lov til at hænge.
"Them girls" som de kalder dem for i "What not to wear."
Jeg synes det er mere behageligt.
Og befriende.
Ikke noget der strammer.
Ingen stropper der falder ned om skulderen.
Ingen bøjler der knager når jeg bevæger armene.
Jo Jo, jeg har skam gode BH'er som kommer på når jeg skal ud af huset.
Gode dyre BH'er der får barmen til at se ung og smuk ud igen.
Men herhjemme, herhjemme får de lov at hænge.
Her er frit fald.
Og manden elsker det.

Brillemand

Min kære mand har endelig fået bestilt nye briller. De gamle trængte noget så grusomt til udskiftning. Stort set lige siden han fik dem, har de været meget skrøbelige.
Der skulle ikke meget til, før de faldte af og gik i stykker. De er med titanium stel og med sådan et "smart" system hvor det nederste af brillestellet er slebet ind i glasset og sat på med sådan en slags fjederfunktion.
Det har resulteret i at hver gang min mand vil klø sig på næsen, har fjederen sprunget op og brillerne er faldet fra hinanden.
På den måde har vi så virkelig fået brug for vores detektivøjne, for ofte er det sket om aftenen, i skoven, eller på en legeplads, med vandpytter og meget lidt lys fra en gadelygte, at brillen er gået i stykker og de dersens "brilleholdere" er faldet ned på jorden. Og de er ikke nemme at finde, da de er meget små, tynde og grønlige i farven. De kan kamuflere sig som en kamæleon i trætoppene og jeg er sikker på at flere familiemedlemmer kan huske, at de har deltaget i detektivjagten på brillestellet med lygter, fnisen og måsen i vejret.

Lige nu er det ene brilleglas limet på brillestellet med kontaktlim, den ene "brilleholder" er forsvundet og begge brillepuder er gået tabt. Så selv hvis vi ville donere dem væk, ville de ikke være en mand fra den 3. verden værdig!

Om 14 dage er det slut. Så skal de nye briller hentes. Manden min glæder sig som et lille barn og vil bruge ventetiden på at finde ud af hvordan de gamle briller skal væk herfra.... Skal de skydes med hans paintballmarkør, trampes på eller køres over af trucken på hans arbejde.
Mulighederne er mange og han gnækker hver gang han finder på en ny.

torsdag den 9. september 2010

Verdens klogeste mor

På vej hjem fra skole og børnehave går drengene og jeg og snakker om Frejs bukser der er lidt for store omkring livet på ham og derfor falder ned om måsen.

Malthe : Jeg ved godt hvor livet er, det er her omkring maven (Peger på livet om maven)
Mig : Ja, det er helt rigtigt skat
Malthe: Mor, hvorfor siger man egentlig "omkring livet"???
Mig: Øh det ved jeg faktisk ikke
Malthe, sukker : Mor, jeg ville ønske du var verdens klogeste mor. Du ved, sådan i hele verden.

Det ville jeg også ønske jeg var, for hvor vil det være dejligt og nem at kunne besvare sine børns uendelige mange spørgsmål om alt her i denne verden, alt lige fra hvad mafiaen er og hvad de laver (Samtaleemnet på vej til skole og børnehave i morges) til udtryk og underlige ord.

Det vil bare være meget nemmere.....

Hjerteveninden

Jeg har denne her veninde, som hedder Anette. Hun betyder rigtig meget for mig, som de fleste veninder jo gør. Men det her er bare lidt mere specielt. Hun får mig til at slappe af når jeg er i hendes selskab. Vi kan snakke sammen i timer, men vi kan også sagtens sidde i det samme rum og bare være der, uden at mæle et ord til hinanden og uden det føles som pinlig tavshed. Det er så skønt.

Vi lærte hinanden at kende gennem mødregruppen med vores ældste børn. Vi kunne da godt snakke sammen dengang for 7 år siden, men det er først her i de sidste 2-3 år vi virkelig er kommet tæt på hinanden. Det gør jo selvfølgelig også det hele lettere når både børnene og mændende kan finde ud af at "lege" sammen.

Ikke nok med at Anette er smuk, sød og utrolig gavmild og hjælpsom, så har hun også talenter. Hun kan sy...ALT! De sidste par år har hun kreeret bukser, bluser og fastelavnsdragter til drengene og jakker, bukser, bluser, tasker og kjoler til mig. Det er SÅ fantastisk dejligt og vi har sparet en hel masse penge på det.

Herhjemme er det blevet sådan at det er det bedste og samtidig en stor ære at få "Anettetøj" på i børnehave og skole. Og skal vi i byen, prøver jeg også at sørge for at vi alle har nogle af hendes kreationer på, så folk kan se hvad hun kan og evt. blive så begejstret at de må have noget fra hende selv.
Vi er blevet et omvandrende Anettekatalog og vi elsker det.

Så sent som igår var jeg hjemme hos hende. Jeg havde taget en gammel slidt bluse med, som jeg var utrolig glad for. Den havde et perfekt snit til sådan nogle som mig, der bærer lidt for meget fedt på maven, så man nærmest ser slankere ud.
Jeg viste hende den og vupti, i løbet af kort tid, havde hun fået klippet et nyt mønster og syet en helt ny bluse til mig. Vi blev så begejsterede at vi blev enige om at videreudvikle den og putte små ærmer på den, så den dækker kogekonearmene, og så skal der laves nogle til hendes butik på Amio.dk
Hvis nogen skulle blive nysgerrige har hun butikken på denne adresse  http://www.amio.dk/butik/190/

Det fantastiske ved Anette og jeg er, at vi inspirerer hinanden.Vi har meget den samme stil og så alligvel ikke. Vi peger på det samme når vi sidder og bladrer os igennem de sidste nye kataloger med stoffer og designs. Vi begejstres, sludrer, drikker kaffe i læssevis og supplerer hinanden med masser af spændende ideer.

For mig er stof og syverdenen temmelig ny, så jeg suger til mig af al den lærdom hun deler ud af. Jeg spørger og hun foklarer og jeg lærer alt om ret og vrang, stikninger, smock og om farvesammensætning, stofkvaliteter og hvad der nu ellers er at lære indenfor sybranchen.
Jeg går til hånde, klipper mønstre og stryger.
Hun laver hovedarbejdet, nemlig det at få det udklippede stof til blive til de fantastiske klædegenstande som jeg er så heldig at få lov at gå i.

Hun er mesteren og jeg er lærlingen.

Håbet er at jeg en dag selv kan sætte mig ved en symaskine og få lavet noget der bare tilnærmelsesvis kan sammenlignes med hendes håndværk, og så er jeg sgu godt på vej.


Her er bare et lille udklip af noget af det hun har lavet til mig og drengene.

tirsdag den 7. september 2010

Jeg roder

Jeg er jo først lige startet og indtil videre går det jo meget godt. Har allerede 3 faste læsere, rart at nogle gider at tage sig tid til at læse hvad jeg har at skrive. I er dejlige.
Jeg prøver at finde ud af layoutet, så derfor ser det måske lidt rodet ud lige her i starten... Noget kan jeg heller ikke, af en eller anden årsag, få rettet. Så i må tage det som det er.

mandag den 6. september 2010

Afhængig..... af vejret

Forsøg på at hygge lidt i mørket
Jeg er afhængig af vejret, eller rettere afhængig af godt vejr.
Det kunne jeg se og føle helt tydeligt idag.
Da jeg havde afleveret den mindste i børnehaven, medbringende vores yngste hund Fenja, besluttede jeg mig for at gå til Flensted, (en lille landsby som hører til Låsby), når nu solen skinnede så skønt og himlen var septemberblå. Det var en god tur med musik i ørerne og en glad hund der bare skulle dufte til det hele.
Vi gik i 1 time og 45 minutter og humøret var højt. Men jeg skulle hjem og have noget mad, for maven var blevet godt sulten af den lange gåtur.
Så jeg fandt noget mad frem og med ét var himlen mørk. Der blev koldt i huset, jeg kiggede ud for at se om jeg kunne finde solen, men den var godt gemt bag de store sorte skyer der nu fyldte himlen og bredte en trist og skummel stemning.
Jeg frøs, sådan helt ind til knoglerne og besluttede mig for at en varm kop kakao og lidt mørk chokolade måske kunne hjælpe lidt på det. Da jeg satte mig slugte sofaen mig og jeg sad fast.
Godt gemt bag et tæppe og en stor kop varm kakao med smeltet flødeskum, fik jeg bladret mig igennem IKEA kataloget. Men jeg sad stadig fast. Suget for al energi. Det var slet slet ikke sjovt.
Først nogle timer senere tittede solen frem og jeg kunne komme fri af mørket.
Jeg løsrev mig fra sofaen, fik sendt to ansøgninger og hentet Frej som var i godt humør.
Jeg kunne grine igen, for nu var solen fremme og varmede min ryg.


Tænk sig at humøret kan være  afhængig af vejret. 

Så blev jeg så meget klogere

Jamen dog... Har allerede fået min første faste læser :-) det er da sejt.
Godt nok er det min søster, men det gælder vel stadigvæk, ik?
Hun har også lige mindet mig om at Blog kun staves med ét g. Så blev jeg da så meget klogere...Man må jo hellere lytte til hvad søster siger.

søndag den 5. september 2010

Sååååååååå letter viiiiiii

Jeg er klar, har sat mig godt til rette i flysædet. For nu flyver jeg til Blogland.
Jeg ved ikke hvad der venter mig forude. Jeg har ingen forudsætninger, kun et håb om at det skal blive til noget, det her med at Blogge. At jeg skal få skrevet noget ned når jeg ankommer.
Det kan være der kommer pauser... det kan også være det bare kommer væltende med indlæg, når først jeg får sat mig ved computeren.
Som min situation er lige nu, burde det ikke være det sværeste at få skevet noget ned.... For jeg er arbejdsløs. Er lige blevet færdiguddannet som kontorassistent med offentlig administration som speciale (Det er ikke mig der har fundet på titlen!!) men desværre uden job bagefter. Så nu er jeg en af Dem, i statistikken. Hvor længe jeg kommer til at være i statistikken ved jeg ikke, men jeg vil gøre hvad jeg kan for at komme ud af den igen, kan nogen måske hjælpe mig????
Og når jeg nu så skal bruge min tid på noget, så er en rejse til Blogland da en oplagt ting. Jeg har læst mange på må og få og kan lide hvad jeg ser og læser. Så nu prøver jeg, vi ses når jeg lander.
Jeg spænder slen for nu letter vi.