mandag den 13. september 2010

Brillemand

Min kære mand har endelig fået bestilt nye briller. De gamle trængte noget så grusomt til udskiftning. Stort set lige siden han fik dem, har de været meget skrøbelige.
Der skulle ikke meget til, før de faldte af og gik i stykker. De er med titanium stel og med sådan et "smart" system hvor det nederste af brillestellet er slebet ind i glasset og sat på med sådan en slags fjederfunktion.
Det har resulteret i at hver gang min mand vil klø sig på næsen, har fjederen sprunget op og brillerne er faldet fra hinanden.
På den måde har vi så virkelig fået brug for vores detektivøjne, for ofte er det sket om aftenen, i skoven, eller på en legeplads, med vandpytter og meget lidt lys fra en gadelygte, at brillen er gået i stykker og de dersens "brilleholdere" er faldet ned på jorden. Og de er ikke nemme at finde, da de er meget små, tynde og grønlige i farven. De kan kamuflere sig som en kamæleon i trætoppene og jeg er sikker på at flere familiemedlemmer kan huske, at de har deltaget i detektivjagten på brillestellet med lygter, fnisen og måsen i vejret.

Lige nu er det ene brilleglas limet på brillestellet med kontaktlim, den ene "brilleholder" er forsvundet og begge brillepuder er gået tabt. Så selv hvis vi ville donere dem væk, ville de ikke være en mand fra den 3. verden værdig!

Om 14 dage er det slut. Så skal de nye briller hentes. Manden min glæder sig som et lille barn og vil bruge ventetiden på at finde ud af hvordan de gamle briller skal væk herfra.... Skal de skydes med hans paintballmarkør, trampes på eller køres over af trucken på hans arbejde.
Mulighederne er mange og han gnækker hver gang han finder på en ny.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bliver bare så glad, hvis du lige sender en hilsen eller kommenterer mit indlæg... Jeg takker på forhånd.