lørdag den 26. marts 2011

Ynkelig på den ynkelige måde!

Jeg er blevet syg.
Noget influenzalignende har ramt mig på fulde hammer.
Så hvis jeg ikke var ynkelig før med min kvalme, så er jeg det godt nok nu... gange 20.

Jeg kan ikke huske sidste gang jeg har været så sølle. For hvis jeg er syg plejer jeg dog at kunne klare at handle, lave mad og sørge for drengene. Men jeg må bukke under denne gang, overgive mig.
Min mand måtte endda aflyse en aftale han havde med sine kollegaer igår. De skulle se Rune Klan. Det gav mig dårlig samvittighed og er slet ikke min stil at bede ham aflyse noget, fordi jeg er syg. Men jeg kunne bare slet ikke klare, at skulle lave mad og tage mig af børn og hunde når jeg nu var så skidt.

Idag er det absolut ikke bedre og jeg har aflyst en aftale vi havde i morgen med nogle mennesker, som vi meget sjældent ser. De havde inviteret os til frokost, kaffe og aftensmad. Bor i et kæmpestort hus med en kæmpestor grund, hvor de har plantet deres egen skov. Og øv hvor ville det have været fedt for drengene at kunne boltre sig derude sådan en hel dag. Men vi kommer ikke afsted. Min mand kender ikke dem vi skulle besøge, så han tager ikke derud alene med drengene. Sådan er han bare og det er okey.

Så må han passe på mig en dag mere og så håber jeg virkelig ikke der er andre i huset der bliver smittet.

onsdag den 23. marts 2011

Oh frihed og dejlige forældre!

Jeg har sådan nogle søde forældre.. jo det er rigtig nok det har jeg. De hjælper så gerne, hvis de kan.
De eneste forhindringer for dem er, at min mor stadig arbejder som fleksjobber i en butik kaldet Bazaren, som ligger i Guldsmedegade i Århus. (Kig ind, de har virkelig mange fede ting) Desuden lider hun af narkolepsi, (Sovesyge) heldigvis ikke i så voldsom grad at det ikke kan holdes nede med piller og en middagslur. Hendes arme er blevet ødelagt af at gøre rent og vride klude forkert i mange år. Så hun kan ikke løfte for tunge ting og mange små bevægelser kan virkelig give hende smerter. Men hun klager aldrig. Hun er en kvinde med et positivt sind og det elsker jeg.
Min far er tidligere alkoholiker og storryger. Da han faldte om for 3 år siden med en blodprop i hjernen, fik han sit livs chok og han kæmpede sig tilbage, for som han sagde: "Jeg er ikke parat til at dø, for jeg vil være mere sammen med mine børnebørn." Han sløjfede alt hvad der har med alkohol og smøger at gøre og idag er han kommet sig temmelig godt. Jeg er så fandens stolt af ham. 
Heldigvis kan han stadig køre bil og tale som han plejede. Tingene går ikke så hurtigt og han har sværre ved at overskue tingene. Men så er det jeg springer til og jeg skal sgu nok få gang i den gamle. *he he gnide-sig-i -hæner-smiley*. Han døjer også med sin ryg, som var årsag til han kom på førtidspension for flere år siden.

Men når det så er sagt, så er de der bare når man har brug for dem. Min far ringer ofte og spørger til min kvalme. Om den da ikke snart forsvinder. De hjælper med børnene i det omfang de kan og min far har ageret som "Den rullende dagpleje" i snart 8 år. (Det betyder at han er kommet for at passe de syge børn, så vi kunne passe vores arbejde.)

Efter min mand er begyndt at arbejde om dagen, og hurra for det, så mangler jeg bilen. Havde jo helt vænnet mig til, at den var til min rådighed hver dag og det savner jeg rigtig meget. Især fordi det herude på landet, ikke er nemt at komme med bussen til andre byer end Århus og Silkeborg. Men hvad skal jeg bruge dem til, når jeg ofte skal til Hørning.

Min hjerteveninde bor i Hørning og hende skal jeg helst, HELST se mindst een gang om ugen. Men gud hvor er det besværgligt når ingen af os har en bil til rådighed. Men som regel lykkedes det os, på en eller anden måde at anskaffe os en bil, så vi kan tilbringe nogle timer sammen. For helt ærligt... så ved jeg virkelig ikke hvad jeg skal gøre uden hende.

Nåmmen tilbage til mine forældre som har været så søde at lade mig låne deres bil til i morgen. De bor også i Hørning, så det er temmelig åndsvagt at de skal køre helt herud, for at jeg så kan låne bilen og køre til Hørning igen. Men ikke desto mindre kom de idag og fik en kop kaffe, vi snakkede, eller rettere jeg snakkede og så kørte vi til Hørning, hvor jeg så skulle køre igen umiddelbart efter. På vejen hjem tog jeg lige forbi centeret og handlede til aftensmaden. Derudover kom jeg til at købe 5 scones, for jeg var blevet temmelig sulten.

Turen fra Hørning til Låsby, er super skøn og super smuk. Jeg elsker den rute. Masser af marker, skove, gamle huse, heste og landlig idyl. Jeg nød at sidde der bag rattet og føle friheden igen. Den følelse man kan få, når man sidder i en bil og bare kører derudaf. Det enseste der mangler er, at taget kan rulles ned og vinden kan lege med mit hår, imens anlægget kører på fulde hammer. (Jeg ved ikke lige hvor sexet det vil være i virkeligheden, når jeg sidder der i en gammel vinrød Ford Escort, med barnestol på bagsædet, stor mave og ingen make-up, fordi jeg tuder hver gang jeg kaster op og så ryger mascaren af og jeg gider ikke tage det på igen. Men drømmen er der jo satdigvæk.) 
Øv hvor ville jeg ønske vi havde råd til to biler. Men det kræver at jeg får tjent nogle penge og lige p.t har det lange udsigter. Så er det skønt, når det så kan lade sig gøre at låne en bil og føle friheden igen, bare en gang i mellem.

Det blev heller ikke ringere af, at de i radioen spillede "Michelle" med The Beatles og at de scones var så fandens gode, at inden jeg var nået hjem, var de 4 af dem forsvundet.

tirsdag den 22. marts 2011

At blive grebet af solen og dens energi

Sådan en dag som idag, hvor solen skinner allerede når man står op, er det altså svært ikke at blive bare en lille smule glad i låget.
Efter aflevering af børn, tog jeg hjem og hentede Sifka, (Fenja er altid med når vi aflevere og henter, da hun sidder pænt og venter til vi kommer igen. Sifka gør hele tiden og har aldrig rigtig lært at blive bundet og vente på vi kommer tilbage.) og så gik jeg en laaaang tur med begge hunde. De fik lov at løbe frit. Det var dejligt at se dem hoppe over skrænten og ud på marken imens viben fløjtede lystigt over dem.

Da vi kom hjem var vi alle godt trætte. Jeg endte selvfølgelig foran computeren og forlod faktisk ikke rigtig min pind i løbet af dagen. Dog fik jeg da ordnet lidt vasketøj og når nu solen skinnede, kunne jeg jo ligeså godt bruge de der tøjsnore, som hænger til det samme, på terrassen. Så nu dufter her af frisk luft. Aaaahhh!

Efter jeg hentede børn, blev jeg pludselig ekstremt træt og måtte hvile i sofaen. Kunne slet ikke holde øjnene åbne. Det var som om nogen tog en meget tung dyne og lagde den henover mig. Jeg dur ikke til at sove så sent på dagen, men øjnene lukkede i og manden lod mig sove i en god halv time. Nu er jeg bare endnu mere bims i hovedet og ekstra meget træt.

Måske jeg skal tage det alvorligt med de der middagslure, som min læge har anbefalet mig. For det er ligesom om, jeg kan klare dagen lidt bedre hvis jeg får sovet lidt om formiddagen.

mandag den 21. marts 2011

Uden for normen!

Når nu jeg er gravid for tredie og nok også sidste gang, så sætter det altså hjernen på arbejde.
Jeg går og tænker meget på hvordan jeg vil gøre de forskellige ting, hvad jeg kunne tænke mig at gøre anderledes i forhold til de to første. Nu skal det ikke forståes som om de er håbløse og jeg ikke føler jeg har gjort det godt nok som mor, for det har jeg (Ifølge mig selv), men man gør sig jo nogle erfaringer hen af vejen og allerede fra den første til nummer to skete der nogle ændringer.

Det jeg spekulerer mest over, er fødslen. Jeg er totalt uden for normen og gider slet ikke at læse om alt det der er normalt. For med hensyn til både graviditeter og fødsler, så holder jeg mig langt fra statikken.
I korte træk, så fik jeg svangerskabsforgiftning med Malthe. (Den store) Derfor blev jeg sygemeldt da jeg var ca. 5 1/2 måned henne og gik så til kontrol ved egen læge og på Skejby sygehus flere gange om ugen.
Da jeg var 37 uger henne blev jeg sat igang, for mit blodtryk var meget højt og der var fare for både barn og mig, hvis det fortsatte i den retning. Jeg fik stikpiller på sygehuset og blev indlagt samtidig med, de turde ikke sende mig hjem. Sådan gjorde de i tre dage, før de kunne prikke hul på vandet. Så skulle man jo tro, at det hele gik som smurt, men næh nej, intet skete og så ville de give mig vestimulerende. Det hjalp så og 6 timer senere var lille Malthe født. Så det gik jo meget godt alt i alt. Han var en bette skid på 2580 g. og 45 cm. Men han var fiiin og miin.

Da jeg så blev gravid igen, gik jeg jo og drømte om den der perfekte fødsel, hvor det hele går i gang af sig selv og jeg måske endda kunne være heldig at komme i vand.
Da det lille pjok besluttede sig for at stoppe med at vokse i min mave, blev jeg endnu engang sat igang. 9 dage før termin. Jeg fik at vide at når det nu havde taget tre dage med den første, fra den første stikpille og til han var født, så ville det gå meget hurtigere denne her gang. Og det var alle læger, jordemødre og andre man snakkede med der sagde dette. Så det stolede jeg jo fuldt og fast på. Fik en stikpille og gik en tur rundt i Silkeborg, for så at vende tilbage til sygehuset og dernæst blive sendt hjem med besked på at komme igen næste morgen med mindre der skete noget inden.... Fint nok tænker jeg, så kan vi tage hjem og hygge og så kan jeg arbejde med veerne hjemme i stedet hvis der kom nogle.
Og dette gjorde vi så i 5 dage.....5 DAGE!
Ind på sygehuset, stikpiller, gå en tur, kørt strimmel, hjem igen, ingen veer, ind på sygehuset igen næste morgen, nye stikpiller... osv osv.
Jeg var ved at blive vandvittig til sidst. Kunne slet ikke holde det ud. Alle folk ringede og spurgte, mine svigerforældre tog sig kærligt af Malthe imens vi rendte frem og tilbage på sygehuset.
Jeg kunne vejen i søvne og var bundhysterisk og tudefærdig. Hvorfor f..... ville min krop ikke som lægerne ville?????????????????

På 5. dagen blev jeg indlagt med den besked, at jeg ville få lagt et ballonkateder op, som skulle udvide mig, så de kunne prikke hul på vandet.Og så skulle jeg blive der natten over.
Jeg vil hellere føde 10 børn end få sådan et lagt op igen. Så jeg sparer jer for flere detaljer og fortsætter.
Om natten havde jeg veer, men de gik i sig selv i løbet af morgenen. Ballonen faldt ud, da jeg gik på toilet og så kunne de endelig prikke hul på vandet. Yes tænkte vi, så sker der da noget.... Men så var det også det. Måtte endnu engang fyldes med ve-stimulerende. Jeg blev så dårlig af det at jeg kastede op flere gange. Mine veer føltes slet ikke som gode veer. Den bedste måde at beskrive dem på er, at det føltes som om der stod en mand og prøvede at grave min livmoder ud med en meget sløv spade.... Jeg tudede og havde frygteligt ondt. Men pludselig var jeg klar til at føde og ud kom den lækreste lille dreng.
Frej på 2806 g. og 47 cm.

Så det er ikke selve fødslen jeg er bekymret for, dem klarer jeg jo fint, men det er opstarten til det. Alt det der skal få det igang, der får mig til at spekulere.

Jeg vil så nødigt sættes igang igen. Jeg kan slet ikke magte hvis det kommer til at tage ligeså lang tid som sidste gang. Jeg vil så gerne have en normal fødsel, hvor det hele går igang af sig selv. Hvor vi skal ringe rundt til familien for at få dem til at tage sig af drengene. Falde over hinanden for at finde "tasken". Tage tid på veerne og tiden i mellem. Få rengøringsflip, fordi det gør de fleste når de skal føde ifølge normen. Gå i bad, fordi man da lige skal se ordentlig ud inden man kommer på sygehuset og fordi det lindrer så dejligt mod veerne, har jeg hørt. Og være nervøs, spændt, bange og euforisk på een og samme tid.
Alt det vil jeg så gerne prøve og jeg vil nærmest give min højre arm for det. Det er virkelig drømmen og jeg er villig til at gøre meget for at det kan lade sig gøre......

Men nu har jeg jo for højt blodtryk, også uden for graviditeterne og har fået at vide, at når man har det, så er der tendens til at man føder små børn... HA! Der er jeg sgu inden for normen. (Dog ikke det fedeste, men så føler jeg mig da ikke som et helt enestående tilfælde, der skal udstilles i et montre og studeres af folk der kommer på "Museet for sære mennesker", med teksten "Gravid kvinde der holder sig totalt uden for normen og alle statistikker. Et under hun har fået tre velskabte børn!" *sarkastisk smiley*)
Men denne gang har vi taget det i opløbet og jeg er på blodtrykssænkende. Der vil stadig blive holdt ekstra øje med mig. Så når jeg er i uge 26, skal jeg vækst-scannes og så må vi vel tage den derfra.
Så jeg håber håber håber, at der bare er en lille bitte chance for, at jeg kan få lov at gå tiden ud og denne fødsel bliver mere normal end de to andre.

Jeg ved godt der er mange som har været udsat for meget værre fødsler og graviditeter, men nu er vi i mit lille univers og min verden, og de her tanker fylder så uendeligt meget at jeg måtte have dem ud af fingerspidserne og videre ud i rummet.

Man må vel godt være stolt....

....Når ens dreng på 7 år, tegner en fin tegning med en regnbue på, til sin fætter som fylder et år. For som han siger "Der skal være mange farver på, når de er så små. Det kan babyer godt lide."
Og når knægten på 4, også tegner en regnbue til sin fætter og skriver sit navn for første gang.


Malthes regnbue og æbletræer



Frejs regnbue og hans navn som han selv har skrevet

søndag den 20. marts 2011

ALT det man burde gøre......

Jeg burde:

  • Rydde op på køkkenbordet, så det ligner et køkkenbord igen (Og helt ærligt, det er faktisk ikke pænt gjort af mig, når nu Hvirvelveninden har været og hjælpe mig med oprydningen!)
  • Få vasket noget af alt det tøj der ligger og venter ovre i vaskehuset (Det evige problem herhjemme, jeg hader vasketøj)
  • Lave en generel hurtig oprydning, så der kan blive støvsuget

Men helt ærligt, solen skinner udenfor og så er det sgu meget sjovere at lave nogle ting, som man virkelig godt kan lide at lave.

Så derfor har jeg i stedet for:

  • Sovet længe (Det er yderst sjældent det sker, men drengene er så store nu, at de selv kan tage morgenmad hvis de bliver sultne og ellers underholder fjernsyn og legtøj dem, indtil mor her gider at vågne)
  • Gået tur med mand, børn og begge hunde og nydt fuglekvidren, solskin og en rislende bæk
  • Læst "Troldebogen" af Rolf Lidberg for drengene, imens de spiste "Bedstefar-rugbrød"
  • Surfet på nettet og i blogverdenen, imens drengene ser tegenfilm og spiser popcorn og manden spiller playstation

Det er da bare meget hyggeligere og beviset på, at jeg er en livsnyder.

tirsdag den 15. marts 2011

"Bitches in heat"

Jep -  Herhjemme går det lystigt.
Når jeg ikke tager mig af mand og børn og min tro følgesvend kvalmen, så har jeg da lige to tæver (Hun-hunde hvis nogle skulle være i tvivl) og de er temmelig underholdende lige for tiden.... Eller rettere... NOT!

Jeg tror det er med tæver som det er med kvinder, hvis man går sammen op og ned af hinanden i længere tid, så indretter ens cyklus sig ind, så man da har sin menstruation på samme tid. Ved godt at hunde ikke får menses, men de bløder jo når de er i løbetid, og mine gør det altså på samme tid.

Det resulterer i flere skøre indfald fra de kære to. Den gamle hopper på den unge, som hvis den havde været en hanhund, så skulle vi nok have hvalpe til sommer. Det skal den da have lov til, for det er hende der bestemmer, hun er overhund, har været i huset længst og er ældst. Og så piver hun, som en hanhund når den lugter hunde i løbetid. Heldigvis kan vi da holde det nede, så det er til at holde ud og hun gør det ikke hele tiden.
Det værste er gåturerne. Jeg lufter dem samtidig og har fået rimelig meget styr på dem efterhånden. Men det er ligesom om, at når de når denne periode, så er alle regler ligegyldige og de kan gøre som det passer dem.
Mine arme bliver revet midt over. Sådan føles det i hvertilfælde, når de vælger at gå hver sin vej, og trække mig hen over sten og græs for at komme til at snuse til lige præcis det sted, som ligger aller fjernest og som giver mig problemer med snore, ben og arme.
Når de så tisser, og det sker ca. hver 30. sekund, så skal de jo hen og snuse ved hinanden og tisse ovenpå. For sæt nu der kom en hanhund og kunne dufte den ene frem for den anden.
Jeg er glad for at jeg går steder hvor ingen kan se os, for hvad vil folk ikke tænke når de ser mig, med to hunde, to snore og ben og arme viklet ind i disse. Det må sgu være et kønt syn.

De bliver også helt tossede når der kommer gæster og de kæmper om nussepladsen. Den er ellers forbeholdt den yngste Fenja, for som regel gider Sifka ikke det der nusseri. Men nu.... uha da der er ikke nogen der skal klø Fenja mere bag øret end Sifka.

Heldigvis foregår denne løbetid jo kun et par gange om året og så i ca. 3 uger. Og faktisk synes jeg ikke det er så tosset at de har det på samme tid, for så er det hurtigere overstået.

Sifka (Den røde 9 1/2 år) og Fenja (Den sorte 1 1/2 år)


onsdag den 2. marts 2011

Forårskvalme

Jeg drømmer om forår og kvalmefrie dage, for nej kvalmen var desværre ikke aftagende sidst jeg skrev og nu er jeg i uge 17 og har været temmelig plaget af kvalme og opkast sådan cirka hver dag. Mega ØV.

Min dagligdag består i at: Stå op med drengene, sørge for de spiser morgenmad imens jeg prøver at holde kvalmen nede med lakridser, tyggegummi og kiks. Få drengene i tøjet, kaste op, få drengene i overtøjet, hoste og harke og lyde som om jeg kaaster op igen. Aflevere drengene, ligne noget der er løgn i børnehaven, personalet ved heldigvis hvorfor. Gå hjem igen, kaste op endnu engang, spise en lille smule frugt og nogle kiks, sove i sofaen i 2-3 timer. Stå op med kvalme igen, spise lidt frokost og håbe det bliver nede. '
Gøre alting i slowmotion, fordi jeg absolut ingen energi har.
Hente Frej i børnehaven og stadig ligne noget der er løgn.
Komme hjem og prøve at være husmor og lave aftensmad. Det bliver som regel nede.
Putte børn og smide mig i sofaen, for igen at hilse på kvalmen, der kun lige ville smutte for en kort stund. Og så i seng. Åh gud hvor er det da egentlig sørgeligt og trist at læse... men det er sådan det er at være mig lige nu.

Alt står stille, jeg får INTET lavet. Kvalmen fylder simpelthen for meget. Jeg går bare og håber på det bliver bedre og tager en dag af gangen, men gud hvor er det røvsygt ikke at kunne magte noget som helst.....

Så jeg håber snart foråret dukker op, måske kan den få mig op af sofaen.