Forventningens glæde

Kender i det, når man har fundet den fedeste julegave EVER til den man elsker, og så kan man ikke engang skrive om det på sin blog, for der kunne jo være nogle med store øjne....

Billede taget fra Google

Øv bøv... Det må vente til efter jul.

Tænk sig at....

.....man ligefrem kan længes efter at få veer.

Er idag igang med dag to mht. igangsættelse og fødsel af lille My. Fik en stikpille igår til at modne livmoderhalsen og har idag fået to.

Jeg er blevet indlagt på afd. Y1 og bor på stue 114. De tør ikke sende mig hjem, for hvis jeg får veer, skal lille My overvåges, så de kan se hvordan hun takler veerne.

Jeg har ingen tålmodighed... keder mig og venter bare med længsel nu, på at se min lille prinsesse. Sjovt når jeg for bare et par dage siden, var ulykkelig over at blive sat igang.....

Heldigvis er min dejlige mand her til at passe på mig. Jeg har eneværelse, fjernsyn, min bærbare og internetadgang, så det kunne jo være meget værre.

Er der noge der gider sende noget ve-støv, eller komme forbi med noget?????

Gutted!

Gutted! Også i den grad. (Engelsk udtryk for at være dybt dybt skuffet).
Sådan har jeg det og havde det især, da jeg stod foran dørerne til Parken i lørdags og ventede med længsel på at komme ind og se mine idoler, som jeg har været fan af siden 1991. 

Det var som at få en kæmpe spand is i hovedet, da de åbnede dørerne for at melde at koncerten med Take That var aflyst, pga. Robbie Williams havde fået madforgiftning. Say What?????? Det kunne da bare ikke passe... Fortvivlelsen var stor, folk var forvirrede, skuffede, gale i skralden og mange stod og trøstede hinanden med tårerne løbende ned af kinderne.

Jeg ved godt det lyder som en flok forkælede teenagetøser. Men jeg selv har gået og glædet mig til denne event, siden jeg bestilte billetter i nov. måned sidste år. De sidste 2 måneder har jeg hørt deres musik hver eneste dag, arrangeret turen til København med veninden og håbet på at lille My blev i maven til koncerten var overstået.

Alt klappede... Jeg fik grønt lys fra Skejby, vi kørte i en god rummelig bil, fandt en gratis parkeringsplads og jeg fik endda købt en t-shirt med tourplanen på. (Den har jeg så temmelig meget lyst til at brænde igen... men jeg skal nok bare lige have det hele på afstand) Jeg var træt i kroppen, men spændingen og forventningens glæde holdte mig oppe.

Da vi fik meldingen, ringede jeg straks til manden min, som var i Tyskland til en paintballturnering. Jeg var lige ved at tude og han følte temmelig meget med mig. Folk ringede og sms'ede. Hele min verden gik i stå.
Vi gik over i en park ved siden af, for lige at komme os. Stemningen var underlig, folk var triste, men ingen var aggressive. Der blev vist hældt lidt flere fadøl indenbors end hvis koncerten havde været igang.

Vi kørte slukøret hjem igen. Det tog os 6 timer at komme til København, vi var der i knap 3 og brugte 4 timer på at komme hjem igen. Den mest røvsyge tur jeg nogensinde har været på til hovedstaden. Heldigvis var selskabet godt både derover og hjem, selvom alt TT musik var bandlyst på hjemturen og vi klæbede os til radioavisen for at høre, om der kom nyt om en evt. ekstra koncert.

Aldrig har jeg været så skuffet i hel mit liv.
Jeg ønsker inderligt jeg får chancen igen for at opleve Take That, med eller uden Robbie. Men jeg tvivler....

Prinsesse for en dag

I weekenden var min mand og jeg til bryllup hos min kære fætter og hans smukke kone.

Et rigtig klassisk bryllup med hvid, smuk brud, lækker mad, mange gaver, og kærlighed i luften.

Når man så har en stor mavse og begynder at nå til det punkt hvor man ikke længere føler sig smuk, men bare stor, hævet og klodset, så er det jo godt man har en sød veninde til at hjælpe til med, at man alligvel kan føle sig som en prinsesse.

Jeg snakker jo selvfølgelig om Anette, som troligt syr mit tøj. Vi fandt sammen frem til en kjole jeg faktisk længe har drømt om at få. Og den var rigtig smuk. Jeg fik sat hår af en sød pige som før har leget med mit hår og så var jeg klar til fest.

Min mand skiftede sko inden vi tog afsted... bare rolig. Han havde taget sandalerne på i ren provokation, for han HADER at få taget billeder.

Og så lige et redigeret billede som Anette har leget med, hun kan slet ikke lade være....

Undskyld... Men vi roder!

Herhjemme er der det jeg vil kalde kaos!

I påskeferien ville vi lave om i et rum, som fungerede som entre/kontor/roderum. Det skulle bare lige være en omgang nyt tapet, maling af loft, og nyt gulv ovenpå det gamle, for så at lave det om til entre/soveværelse. MEN når man nu bor i et gammelt hus fra 1909 og dem der boede her før har lavet den ene hovsa-løsning efter den anden, så finder man ud af at det er bedre at få ordnet rummet ordentligt, en gang for alle. Det betyder så også at gulvet blev brækket op og neden under det, er der så et stort hul. Dengang isolerede man ikke husene under gulvet, hvilket jo giver dyre varmeregninger idag....

Nå men når man så rydder sådan et rum hvor ALT skrammel har været opbevaret i 5 år, så kommer ens stue til at se forfærdelig ud. Vi har allerede smidt en del væk, men sådan generelt mangler vi bare opbevaring til alle vores ting. Lige p.t. er vores stue blevet til stue/entre/roderum og sådan bliver det nok ved med at være et stykke tid endnu. SUK. Havde håbet på at rummet var klar til lille My kom til verden, men jeg må nok indse at her i huset tager tingene bare ekstra tid. det gør det selvfølgelig ikke lettere at jeg ikke kan hjælpe med alverden og min mand står alene om projektet.

Men jeg er sikker på, at når det bliver færdig, så bliver det rigtig godt.....

Noget af rodet inden vi fik det fjernet

Entredelen

Mere rod

Min kære far hjælper med at rive tapet ned

Frej står i hullet!

Så er gulvet ved at blive fjernet

Hul i jorden!

Hurra for det impulsive!

Igår var en god dag. Vi var oppe hos svigerforældrerne, der havde haft drengene til overnatning. Vi spiste aftensmad deroppe dagen inden og drengene ville gerne blive og sove.

Vi tussede lidt rundt deroppe og slappede af. Manden min blev lidt utålmodig til sidst og ville gerne hjem og lave noget i huset, når han nu havde fri. Så vi tog hjem og gik igang i haven. Jeg skulle have fjernet hundelorte, så manden kunne slå græsset. Eller skal vi ikke kalde det for vildmarken. For det trængte virkelig virkelig voldsomt meget. Græsset havde fået lov at gro i ca. en måned... og så kan i vel gætte jer til hvordan det så ud.
Det sjove var, at vores kære, billige, men noget ihærdige græsslåmaskine måtte give op. Den begyndte at lyde som en fiskekutter, for til sidst at blive helt tavs. Men manden min var tålmodig og gav græsslåmaskinen en pause, for så at starte den op igen. Det gik fint og sådan fortsatte de to nære venner resten af eftermiddagen. Jeg tror naboen fik et godt grin. Men plænen blev klippet, selvom det tog længere tid end det plejer....

Vi fik ryddet op på terrassen, så vi igen kan sidde der og få kaffe og is. Vi har temmelig meget rod og affald, da vi er igang med en større ombygning, og alle mine fine krukker står uden blomster i.... så det er vidst en ny opgave, at få lidt liv og glade dage i krukkerne. Hvor kan man få mange, billige, pæne blomster henne????


Jeg fik også ordnet en masse vasketøj og jeg elsker mit nye system jeg har fået lavet i vaskehuset. Det hele er så nemt lige pludselig. En masse kasser på hjul. Plads til kogevask, kulørt vask, sengetøj osv. i stedet for, at det som før, lå i bunker på gulvet.....

Men da det var ved at være tid til aftensmad var jeg helt blank, hvad skulle vi finde på... Det er faktisk et evendeligt problem for mig. Hader at lave mad og hader at finde på.
Men så slog det mig.... hvorfor ikke nyde det gode vejr og køre ud at spise. Min mand var med på ideen. For at det ikke skulle blive for kedeligt for drengene, valgte vi en børnevenlig restaurant. Så vi endte på Jensens Bøfhus i Silkeborg. Det var rigtig hyggeligt og drengene nød det. Det er også noget vi gør yderst sjældent. Faktisk kan vi ikke huske sidste gang vi var ude at spise, med børn vel at mærke.

Bagefter nød vi det lækre store torv med springvand, hvor drengene hoppede rundt med deres balloner og prøvede at undgå at blive våde. Det var så skønt og så befriende. Og så slog det mig, at det nok er sidste gang i lang tid, vi kan være klar i løbet af 15 min inden vi skal ud af døren. For om ikke længe kommer der en lille guldklump som sætter dagsordenen for hele familien.

Så længe hun får lov at blive derinde...

....Så er alt godt. Inde i mit hoved i hvetilfælde.


Sagen er den, at efter jeg blev sendt videre til scanning på Skejby, har humøret ikke været helt i top. Var til vækstscanning for en 14 dages tid siden på Skejby sygehus, da den bette var liiige bette nok. Hun er fin ellers. Fejler umiddelbart ikke andet, end at hun er meget lille.

Det er jo sådan set alvorligt nok, for det er tegn på at hun ikke får den næring hun har behov for.Lige nu ligger hun 40 % under gennemsnittet.... 40 %! Føj det er meget.

Jeg har så været afsted igen idag og havde heldigvis selskab af min dejlige veninde. Scanningslægen var temmelig alvorlig og sagde jeg godt kunne indstille mig på, at få sprøjtet lungemodnende medicin ind, til næste kontrol og at hun dernæst skulle ud. AAARRRRGGGGHHHH! og så lige en kæmpe klump i halsen. Det kan jeg simpelthen ikke forholde mig til. Hun er alt, alt for lille. Vil hun overhovedet overleve og hvis hun gør, hvad er chancen så for at hun ikke får en masse følgeskader. Nej jeg vil ikke høre det... hold mund din dumme overlæge.....

Bagefter scanningen skulle jeg på svangreambulatoriet og få en snak med en læge mht. mit blodtryk osv.
Han var noget mere fortrøstningsfuld og rigtig rar at være i lokale med. Vi fandt frem til at jeg skulle prøve noget andet blodtryksmedicin, for at se om det havde en bedre effekt. Derudover skal jeg have tjekket mit blodtryk noget oftere hos egen læge og selv tage det, så vi kan følge det nøje.
Jeg fik taget en urinprøve som viste et enkelt plus i urinen. Så måske kan jeg få svangerskabsforgiftning igen.
Fik også taget blodprøve for at se om der var tegn på svangerskabsforgiftning. Det var der heldigvis ikke. De så fine ud.
Lægen på svangreambulatoriet mente ikke der skulle sættes noget igang. Først skulle vi lige se hvordan det nye blodtryksmedicin virker og så tager vi den derfra.

Puha...Er der noget at sige til at man er rundt på gulvet efter sådan en tur....??????

Jeg kan slet, slet ikke rumme inde i mit hoved, hvis hun bliver født meget før tid. Det er så skræmmende tanker at hun skulle komme til at ligge i en kuvøse, koblet til alverdens ting og kæmpe for livet hver dag.

Det VIL jeg simpelthen ikke være med til..... Men jeg kan ikke gøre en skid. Ikke engang æde 10 kajkager om dagen, for at hun får noget sul på kroppen.
Det er det jeg har lyst til lige nu.... at æde og æde, så jeg kan tage nogle kilo på og forhåbentlig give hende nogle af dem.....
Jeg lægger mig gerne i sofaen og skovler ind, hvis jeg ved det kan hjælpe hende....

Det var først da jeg kom hjem efter frokost og lidt osen i Århus med veninden, at det sådan rigtig gik op for mig hvad jeg havde fået at vide. Så jeg gik helt i sort. Sad bare foran computeren og tudede imens jeg snakkede med min søster over msn.
Jeg er stadig i kulkælderen og lige nu tæller jeg bare minutterne til jeg kan få puttet drengene. De får købepizza og ser tegnefilm. Manden min er ikke hjemme og kommer først hjem sent i aften. (Han var dog hjemme i en lille halv time inden han skulle videre, hvor han fik alt at vide om mit besøg på Skejby. Næste gang vil han med.) Typisk når man nu har allermest brug for ham.
Men når han kommer hjem, skal vi bare kramme og trøste hinanden og overbevise os selv om at det selvfølgelig nok skal gå.

Ynkelig på den ynkelige måde!

Jeg er blevet syg.
Noget influenzalignende har ramt mig på fulde hammer.
Så hvis jeg ikke var ynkelig før med min kvalme, så er jeg det godt nok nu... gange 20.

Jeg kan ikke huske sidste gang jeg har været så sølle. For hvis jeg er syg plejer jeg dog at kunne klare at handle, lave mad og sørge for drengene. Men jeg må bukke under denne gang, overgive mig.
Min mand måtte endda aflyse en aftale han havde med sine kollegaer igår. De skulle se Rune Klan. Det gav mig dårlig samvittighed og er slet ikke min stil at bede ham aflyse noget, fordi jeg er syg. Men jeg kunne bare slet ikke klare, at skulle lave mad og tage mig af børn og hunde når jeg nu var så skidt.

Idag er det absolut ikke bedre og jeg har aflyst en aftale vi havde i morgen med nogle mennesker, som vi meget sjældent ser. De havde inviteret os til frokost, kaffe og aftensmad. Bor i et kæmpestort hus med en kæmpestor grund, hvor de har plantet deres egen skov. Og øv hvor ville det have været fedt for drengene at kunne boltre sig derude sådan en hel dag. Men vi kommer ikke afsted. Min mand kender ikke dem vi skulle besøge, så han tager ikke derud alene med drengene. Sådan er han bare og det er okey.

Så må han passe på mig en dag mere og så håber jeg virkelig ikke der er andre i huset der bliver smittet.

Oh frihed og dejlige forældre!

Jeg har sådan nogle søde forældre.. jo det er rigtig nok det har jeg. De hjælper så gerne, hvis de kan.
De eneste forhindringer for dem er, at min mor stadig arbejder som fleksjobber i en butik kaldet Bazaren, som ligger i Guldsmedegade i Århus. (Kig ind, de har virkelig mange fede ting) Desuden lider hun af narkolepsi, (Sovesyge) heldigvis ikke i så voldsom grad at det ikke kan holdes nede med piller og en middagslur. Hendes arme er blevet ødelagt af at gøre rent og vride klude forkert i mange år. Så hun kan ikke løfte for tunge ting og mange små bevægelser kan virkelig give hende smerter. Men hun klager aldrig. Hun er en kvinde med et positivt sind og det elsker jeg.
Min far er tidligere alkoholiker og storryger. Da han faldte om for 3 år siden med en blodprop i hjernen, fik han sit livs chok og han kæmpede sig tilbage, for som han sagde: "Jeg er ikke parat til at dø, for jeg vil være mere sammen med mine børnebørn." Han sløjfede alt hvad der har med alkohol og smøger at gøre og idag er han kommet sig temmelig godt. Jeg er så fandens stolt af ham. 
Heldigvis kan han stadig køre bil og tale som han plejede. Tingene går ikke så hurtigt og han har sværre ved at overskue tingene. Men så er det jeg springer til og jeg skal sgu nok få gang i den gamle. *he he gnide-sig-i -hæner-smiley*. Han døjer også med sin ryg, som var årsag til han kom på førtidspension for flere år siden.

Men når det så er sagt, så er de der bare når man har brug for dem. Min far ringer ofte og spørger til min kvalme. Om den da ikke snart forsvinder. De hjælper med børnene i det omfang de kan og min far har ageret som "Den rullende dagpleje" i snart 8 år. (Det betyder at han er kommet for at passe de syge børn, så vi kunne passe vores arbejde.)

Efter min mand er begyndt at arbejde om dagen, og hurra for det, så mangler jeg bilen. Havde jo helt vænnet mig til, at den var til min rådighed hver dag og det savner jeg rigtig meget. Især fordi det herude på landet, ikke er nemt at komme med bussen til andre byer end Århus og Silkeborg. Men hvad skal jeg bruge dem til, når jeg ofte skal til Hørning.

Min hjerteveninde bor i Hørning og hende skal jeg helst, HELST se mindst een gang om ugen. Men gud hvor er det besværgligt når ingen af os har en bil til rådighed. Men som regel lykkedes det os, på en eller anden måde at anskaffe os en bil, så vi kan tilbringe nogle timer sammen. For helt ærligt... så ved jeg virkelig ikke hvad jeg skal gøre uden hende.

Nåmmen tilbage til mine forældre som har været så søde at lade mig låne deres bil til i morgen. De bor også i Hørning, så det er temmelig åndsvagt at de skal køre helt herud, for at jeg så kan låne bilen og køre til Hørning igen. Men ikke desto mindre kom de idag og fik en kop kaffe, vi snakkede, eller rettere jeg snakkede og så kørte vi til Hørning, hvor jeg så skulle køre igen umiddelbart efter. På vejen hjem tog jeg lige forbi centeret og handlede til aftensmaden. Derudover kom jeg til at købe 5 scones, for jeg var blevet temmelig sulten.

Turen fra Hørning til Låsby, er super skøn og super smuk. Jeg elsker den rute. Masser af marker, skove, gamle huse, heste og landlig idyl. Jeg nød at sidde der bag rattet og føle friheden igen. Den følelse man kan få, når man sidder i en bil og bare kører derudaf. Det enseste der mangler er, at taget kan rulles ned og vinden kan lege med mit hår, imens anlægget kører på fulde hammer. (Jeg ved ikke lige hvor sexet det vil være i virkeligheden, når jeg sidder der i en gammel vinrød Ford Escort, med barnestol på bagsædet, stor mave og ingen make-up, fordi jeg tuder hver gang jeg kaster op og så ryger mascaren af og jeg gider ikke tage det på igen. Men drømmen er der jo satdigvæk.) 
Øv hvor ville jeg ønske vi havde råd til to biler. Men det kræver at jeg får tjent nogle penge og lige p.t har det lange udsigter. Så er det skønt, når det så kan lade sig gøre at låne en bil og føle friheden igen, bare en gang i mellem.

Det blev heller ikke ringere af, at de i radioen spillede "Michelle" med The Beatles og at de scones var så fandens gode, at inden jeg var nået hjem, var de 4 af dem forsvundet.

Spire Sprællemand

I mandags var jeg til den første scanning. Nakkefoldsscanningen.
Manden var selvfølgelig med og så slæbte jeg min dejlige veninde Anette med, som lever og ånder med mig og bebs.
Hendes glæde og begejstring over at jeg er gravid er ufattelig stor og ufattelig dejlig.
Vi har jævnaldrende børn. Faktisk startede vi i mødregruppe sammen med vores førstefødte og har været gravide sammen med nummer to.
Hun vil rigtig gerne have en mere. Men hendes mand er ikke så villig og det er forståeligt nok, da han også har et barn fra et tidligere forhold. Så de har 3 børn tilsammen.
Så  i stedet følger hun mig i tykt og tyndt og det er bare skønt og hun er mere end velkommen.

Nå tilbage til scanningen. Det gik rigtig godt.
Den bette var en rigtig sprællemand og blev ved med at vende sig, så den stakkels jordemor eller læge, ikke kunne komme til at måle nakkefolden.
Jeg blev scannet både udenpå og indeni i over en halv time inden det lykkedes. Risikoen for Mongolisme er : 1: 10500 så vi er godt tilfredse med de tal.

Både jeg og veninden fældede en tåre eller to. Manden var mere tavs, men smilede dog. Han siger : "Først når jeg får barnet i mine arme, kan jeg være med på jeres kavleri."
Jeg forstår ham godt, det er jo ikke hans krop der er et lille væsen i. Men han skal nok stråle af stolthed og glæde når den lille kommer til verden... tro mig.

Den lille spire (12+5)

Tilføj billedtekst

Spiren tæt på, med tommelfingeren i munden

Alt så fint ud og oveni den gode nyhed, spurgte vi om hvordan vi skulle forholde os, når nu fødeafdelingen skal lukkes ned på Silkeborg Centralsygehus. De lukker tidligst d. 1. oktober, så jeg når at føde der. Totalt lettet, men stadig trist over at en SÅ god og meget rost fødeafdeling skal lukke. Det er de forkerte steder de lukker altså......

Da jeg har forhøjet blodtryk, vil de holde ekstra øje med mig. Så når jeg har været til Misdannelsesscanning i marts, skal jeg til kontrolscanning fra graviditetsuge 26, så vi kommer til at se den bette noget oftere.
Men det er vi så vandt til, det samme er sket ved de to første graviditeter.

De glade forældre

Så gik den lille verden i stå....

Mandag d. 13. december gik min verden i stå.
For der tog jeg nemlig sådan en her :

Til de der ikke ved hvad det er: En temmelig positiv graviditetstest (To streger: positiv, en streg: negativ)

Det er ikke fordi det kommer som en overraskelse, for det er som sådan planlagt. Men da jeg har ønsket et mere barn i over 2 år, (og det først var i oktober måned 2010 det lykkedes mig at "overtale" manden til at vi skulle prøve igen), kom det alligevel bag på mig at det lykkedes så hurtigt.
Egentlig kunne jeg have sagt mig selv det, da de første to også lykkedes ved første forsøg.

Nåmmen nu er jeg altså gravid og er i uge 12+4, så nu er den værste tid overstået... i hvertilfælde med hensyn til spontan abort...
Jeg har til gengæld haft rigtig meget kvalme. Det havde jeg også under de to andre graviditeter, men det var "kun" om morgenen.
Denne gang har jeg haft det hver dag, hele dagen i ca. 7 uger, men det er heldigvis aftagende... eller det krydser jeg fingre for det er.

Familien er begejstret (det troede jeg egentlig ikke de ville være som sådan, da det jo er tredie barn, men hvor er det dejligt at gøre dem glade) og især vores to dejlige drenge glæder sig. Malthe ved jo hvad det handler om, så han forklarer og fortæller Frej hvad der skal ske og hvornår babyen kommer osv. det er dejligt at høre og skønt de glæder sig. Så må vi se om det holder stik når den lille kommer.

Det bedste er, at min ynglingsveninde Anette er ovenud begejstret og jeg kan fortælle hende alt.... vi kan snakke om graviditet og babyer i timevis uden hun brækker sig.
Desuden er hun jo et fantastisk symenneske og har allerede syet en ventenederdel og er igang med en ventekjole til mig... Hvor skønt er det lige :-)

Så jeg beklager - men min blog kommer nok til at omhandle denne graviditet og bebs når den kommer, for det fylder utrolig meget i min hverdag.... meen jeg skal nok finde på at skrive om noget andet... ind i mellem.

Når børnene render i byen og forældrene kommer til kaffe.

Det har været en dejlig weekend...
Frej blev hentet af Bedstefar (Altså min far) igår formiddags og så kørte de til Hørning, for det er nemlig Frejs tur til at blive forkælet hjemme hos dem.
I efterårsferien havde de Malthe på besøg og de hygger, går ture og giver drengene al deres opmærksomhed og det er skønt :-)
Da Frej og bedstefar var kørt, skyndte jeg mig at tænde den bærbare og bestille billetter til filmen "Grusomme Mig" for så var det tid til at lave noget sammen med den ældste :-)

Fra filmen "Grusomme mig"... Min ynglingsscene

"Grusomme mig"

Det var en rigtig god og underholdende film, Malthe slugte den råt og vi var glade for at vi kun havde ham med, da Frej ville blive alt for urolig og måske komme til at kede sig.
Vi tog hjem og Malthe og jeg gik en tur i skoven med hundene. Det var skønt. Vejret var gråt, men humøret højt. Vi fandt nogle få kastanjer begravet under træernes blade som ligger tæt i skovbunden. Malthe fandt en kastanje der var spist af. Måske en mus eller et egern havde været i gang. Der var tydelige tandmærker i.
Det er noget han har øje for den dreng. Han lægger mærke til ALT i naturen og han ved meget. Han kan spotte de små fugle, mus, egern og engang vi var ved vesterhavet fandt han en harekilling som gemte sig godt i mellem nogle sten. Vi andre var vadet lige forbi, men Malthe så den straks.

Harrekilling ved en strand ved vesterhavet, kan du se den?

Nå men tilbage til weekenden....

Igår kom der jo Bingo Banko i fjernsynet. Ikke noget vi gider at se, men Malthe ville rigtig gerne se om han ikke kunne vinde noget.... Så for hans skyld printede jeg en masse plader ud og så sad vi ellers der og håbede på at der blev gevinst.

Men det skete jo selvfølgelig ikke. Så Malthe kom noget skuffet i seng. Han synes det var det rene snyd og vi måtte trøste ham med at vi ikke var de eneste der ikke vandt.

Nu er knægten så hos en legekammerat, for selvom han har sin mor og far for sig selv, så trækker det altså noget mere at komme ud at lege med nogen fra klassen. Han er også ganske populær for ikke mindre end 3 havde ringet her til formiddag for at ville lege med ham.

Han er sgu dejlig og så nem.

Når jeg så pludselig har huset for mig selv, næsten da, for manden min sover længe da han arbejder om natten, så bruger jeg lige noget tid på at få ryddet op og støvsuget.... I ro og fred og med en stor motivationsfaktor....
Min mor og far kommer og får eftermiddagskaffe og aflevere samtidig Frej.

Det at min mor kommer, er nok til at få mig igang og jeg har faktisk flere gange før ringet for at få dem på besøg, så jeg kunne bruge det som motivation for at få ryddet op og gjort rent.... Det er nemlig sådan at min mor altid har lidt af rengøringsvanvid.

Da jeg var barn og jeg skulle rydde op og gøre rent på værelset, kom hun rundt med sin pegefinger (støvdetektoren som min søster og jeg kalder den) og så strøg hun den ligesom hen over hylderne for at se om al støvet var væk. Hvis det ikke var godt nok, måtte jeg gøre det om og man gør som min mor befaler ellers får man "en Fy" og det er ganske slemt. Det var det i hvertilfælde dengang.
Nu er det ligesom bare lidt sjovt og der er gået sport i det for min mands vedkommende. Han vil gøre mange skøre ting for at få en af de berømte "Fy'er".... Men det er en helt anden historie.

Hjemme hos dem var/er der atid pænt og rent og ryddeligt. Det er nok derfor at jeg føler der skal være det her også. Men efter min far er blevet førtidspensionist og især her de sidste par år, er det faktisk ham der kommenterer det. Idag var hans kommentar "Får i særlige gæster idag, jeg kan jo se køkkenbordet og der ligger ikke legetøj ud over det hele...!!!" Jeg tror han er blevet smittet af at gå op og ned af min mor i over 42 år....
Min mor siger ike noget, men jeg kan se det i hendes øjne hvis hun synes der er rodet og hun plejer også at sige det, hvis hun synes der er pænt eller hyggeligt...

De havde hygget sig, mine forældre og Frej. Så det var dejligt. Det var også dejligt at de blev lidt og fik en kop kaffe, så vi lige kunne snakke og fortælle hvad vi havde lavet.

Jeg er lige hjemvendt fra en tur med hundene. Min "alenetid" om aftenen. Det er skønt bare at gå og blive luftet og kigge ind ad folks vinduer, altså ikke tæt på, bare lige se hvad der sker i de små hjem.
Nu varer det ikke længe inden byen bliver lyst op af julelys i alverdens farver, former og størrelser og så får jeg endnu mere at se på når jeg vandrer med mine to tøsehunde.

Nu varer det ikke længe inden "Borgen" kommer i fjernsynet og det skal jeg da se.

En dejlig weekend. Hvordan har din været????



Frej 4 år

Min baby er ikke længere en baby. Frej er fyldt 4 år og for mig er det ligesom definationen af at han er en stor DRENG. Han har ikke brugt sut siden sidste jul og bleen blev smidt på samme tid, så på disse områder har han jo været en stor dreng længe. Men han er jo min yngste og jeg ved ikke om der kommer flere til kuldet, så jeg har nok lidt svært ved at give slip på babytingene og det at pussenusse.
Heldigvis er han en rigtig mors dreng, til tider kan det endda blive for meget. For det er kun mor der kan lyne jakken, skrælle æbler, smøre rugbrød og trøste. Jeg skal gøre ALT for ham. Også selv om manden min er lige ved siden af og tilbyder sin hjælp, så er det kun mor der dur.

Han har da også hedigvis det meste af hans lækre kinder endnu og smilehuller på hænderne. Han kan heller ikke udtale bogstavet R så godt. Så han hedder "Fej", spiser "gulehødder" og når han bliver rigtig sur, bliver man nogengange kaldt for "Dumme Høvhul". og i sådan en situation er det svært ikke at trække på smilebåndet, når nu han bliver så nuser og babyagtig et kort øjeblik.

Til gengæld er han stor på så mange andre punkter. Spiser med kniv og gaffel, vil prøve alting i Tivoli, er ikke bange for noget og cykler på livet løs på sin nye cykel, selvom han mangler 1-2 cm. for at kunne nå jorden.

Min lille store dreng.

Han blev fejret med manér. Ikke mindre end 27 mennesker var samlet d. 17. Oktober for at fejre ham.
Jeg havde bagt i 4 dage. For han holdte jo også fødselsdag for Koalaerne fra børnehaven. (Aldrig har jeg oplevet 13 SÅ søde og stille børn på een gang)

Selv et par karameller vakte stor glæde for knægten

Nogle af alle gæsterne og den noget proppede stue

Frej spiller med Onkel Dan

Her er lidt billeder fra hans rigtig fødselsdag. En dejlig dag hvor han blev glad for alle sine gaver og var sød og dejlig.

Frit fald

Når jeg nu går hjemme, så får de altså lov til at hænge.
"Them girls" som de kalder dem for i "What not to wear."
Jeg synes det er mere behageligt.
Og befriende.
Ikke noget der strammer.
Ingen stropper der falder ned om skulderen.
Ingen bøjler der knager når jeg bevæger armene.
Jo Jo, jeg har skam gode BH'er som kommer på når jeg skal ud af huset.
Gode dyre BH'er der får barmen til at se ung og smuk ud igen.
Men herhjemme, herhjemme får de lov at hænge.
Her er frit fald.
Og manden elsker det.

Brillemand

Min kære mand har endelig fået bestilt nye briller. De gamle trængte noget så grusomt til udskiftning. Stort set lige siden han fik dem, har de været meget skrøbelige.
Der skulle ikke meget til, før de faldte af og gik i stykker. De er med titanium stel og med sådan et "smart" system hvor det nederste af brillestellet er slebet ind i glasset og sat på med sådan en slags fjederfunktion.
Det har resulteret i at hver gang min mand vil klø sig på næsen, har fjederen sprunget op og brillerne er faldet fra hinanden.
På den måde har vi så virkelig fået brug for vores detektivøjne, for ofte er det sket om aftenen, i skoven, eller på en legeplads, med vandpytter og meget lidt lys fra en gadelygte, at brillen er gået i stykker og de dersens "brilleholdere" er faldet ned på jorden. Og de er ikke nemme at finde, da de er meget små, tynde og grønlige i farven. De kan kamuflere sig som en kamæleon i trætoppene og jeg er sikker på at flere familiemedlemmer kan huske, at de har deltaget i detektivjagten på brillestellet med lygter, fnisen og måsen i vejret.

Lige nu er det ene brilleglas limet på brillestellet med kontaktlim, den ene "brilleholder" er forsvundet og begge brillepuder er gået tabt. Så selv hvis vi ville donere dem væk, ville de ikke være en mand fra den 3. verden værdig!

Om 14 dage er det slut. Så skal de nye briller hentes. Manden min glæder sig som et lille barn og vil bruge ventetiden på at finde ud af hvordan de gamle briller skal væk herfra.... Skal de skydes med hans paintballmarkør, trampes på eller køres over af trucken på hans arbejde.
Mulighederne er mange og han gnækker hver gang han finder på en ny.