En følelsesmæssig rutchebanetur på ca. 9 mdr.

Når man som jeg, producere meget små børn, så bliver der holdt godt øje. Det er også helt fint, men hold da op hvor er det også hårdt for psyken. Ikke at vide hvad næste skridt bliver.

Jeg kom over på noget andet blodtrykssænkende i starten af maj og lige siden er det gået godt.
Jeg har rendt til kontrol på Skejby sygehus 2 gange om ugen. Fået tjekket flowet, som viser om hun får den næring hun skal have, taget urinprøver, for at se om der er tegn på begyndende svangerskabsforgiftning, fået taget blodtryk og blodprøver. Og hver gang har det set fint ud.

Hver 14. dag har der været scanning af vækst, for at se om hun vokser og følger sin egen kurve. Det gør hun, heldigvis. Lille My vokser som hun skal, sidst jeg var på Skejby var i torsdags. Der vejede hun 957 g. Det er "kun" 26 % under normalen.
Så der er sket meget siden jeg kom over på det nye medicin.
Jeg har dog for en sikkerhedsskyld fået lungemodnende. Det var to stik, et i hvert lår over to dage. Det var lige til at klare. Med hjælp fra mine forældre som selvfølgelig skulle holde mig i hånden.
Med hensyn til mig selv, så kaster jeg ikke længere op om morgenen og jeg har fået min appetit tilbage. Har nu taget 1 kilo på i forhold til startvægten. Det er SÅ skønt.

I torsdags, da jeg var oppe at snakke med en læge på svangreambulatoriet, besluttede hun at jeg ikke længere skulle til kontrol 2 gange om ugen, men kun en gang. Det vil sige at jeg får tjekket flow, blodtryk, urinprøve og blodprøve den ene uge og vækst, flow, blodtryk, urinprøve og blodprøve den anden uge. Det er en heldagsforestilling, men nu kun en gang om ugen.

Jeg spurgte så hvordan det ser ud mht. igangsættelse, om lille My virkelig skal ud i uge 34 eller 36. Hun svarede mig, at det var slet ikke på tale når det gik så godt. Aller tidligst i uge 38, hvis de overhovedet vil gøre noget ved det.
DET var den bedste nyhed ever..... Måske er jeg så heldig at det hele kører på skinner og fødslen melder sin ankomst uden stikpiller, og vedrop.
Åh hvor jeg håber.

Men alt det her sætter også en masse tanker igang. Jeg har hele tiden alarmklokkerne ude. Skal være opmærksom på alle tegn på svangerskabsforgiftning, for det er ligesom det, der er afgørende for om lille My skal ud eller ej.
Hver gang jeg kommer til Skejby, så kører tankerne rundt. Hvad siger de denne gang... er der sket nogen forandringer, som kan få det hele til at vende igen....

Jeg elsker at være gravid. Min tykke mave, opmærksomheden, (Jeg er jo løve!) og de skønne spark jeg får af hende hver eneste dag. At mærke livet i maven er bare ngoet af det bedste der findes. Også selvom hun stepdanser på min blære.
Jeg morer mig over at jeg efterhånden ikke kan bevæge mig som jeg plejer. At rejse sig fra en luftmadras er en prøvelse i sig selv. (Vi havde taget luftmadrassen frem i søndags, for at råhygge foran fjerneren i stuen.)Op på alle fire og så lige så elefant ud over kanten!!! Jeg griner når Frej kommer løbende, når jeg henter ham i børnehaven og han støder hovedet på maven, fordi han glemmer den strutter.
Jeg elsker simpelthen at være gravid. Jeg synes det er så givende og så fantastisk. Jeg ved at dette er sidste gang og måske derfor ønsker jeg endnu mere, at hun bliver inde i maven så længe som overhovedet muligt og en mere naturlig fødsel er absolut så hjertelig velkommen.