Et barn blev døbt og noget med navne.

Den 23. oktober 2011 blev vores tredie barn døbt. Runa fik officielt sit navn på en rigtig dejlig solskinsdag.Traditionen tro skulle hun jo selvfølgelig også have to navne som drengene.
Malthe Emil.
Malthe fordi vi dengang troede det var nordisk. Det kommer formegentlig fra den danske middelalder, men betydning og herkomst vides ikke præcist. Emil er fra skarnsknægten Emil fra Lønneberg, en højt elsket figur og forfatter i familien.
Frej Alexander.
Frej er en gudefigur i Den Nordiske Mytologi.
Han er bror til Freja, frugtbarhedsgudinden, og søn af Njord.
Navnet betyder Frugtbarhed og "Herre". Alexander er efter Alexander den store, så drengen har noget at leve op til ;-)
Runa Aviaja.
Runa betyder hemmelighed og stammer fra vikingerne og deres brug af Runerne. Desuden kendte jeg en smuk islændinge, med stort krøllet, rødt hår og en tatovering på armen af fengrisulven og midgårdsormen der kæmper. Og hun hed Runa. Behøver jeg sige mere...??
Aviaja betyder "lille dame" og det kunne vi slet ikke stå for, eftersom hun jo var meget lille i maven og da hun blev født. Navnet har vi altid godt kunnet lide og det var allerede på tale da Frej var inde i maven, da vi ikke vidste kønnet på ham.
I kan læse om navnenes betydning på siden her.

Runa var rigtig dygtig i kirken. Hun var vågen, men græd stort set ikke. Hun sagde næsten selv ja, eller noget der lignede, da præsten spurgte om trosbekendelsen. Malthe tørrede forsigtigt vandet af hendes hoved og generelt var alle børnene faktisk dygtige. De var 11 styks.

Min dejlige veninde Anette, var gudmor. Og det satte hun en stor ære i. Hun havde også travlt ved symaskinerne op til dåben. For hun syede ikke mindre end : En superfed kjole til mig, næsten ens bukser og bluser til drengene, en yndig kjole til Runa, som hun kunne få på, når hun havde sovet i dåbskjolen og en flot kjole til sig selv.

Dåbskjolen er et arvestykke. Da min svigermor fortalte sine forældre at hun var gravid, gik hendes mor, altså vores børns oldemor, igang med at lave en dåbskjole til alle hendes børn. Den vi har, er 36 år gammel og er indtil videre brugt 6 gange. Navnene, samt dåbsdato bliver sirligt broderet ind i det inderste af dåbskjolen.
Desværre er oldemormor her ikke mere. Hun nåede kun at opleve et oldebarn i kjolen. Vores den ældste.
Jeg elsker arvestykker. Jeg elsker håndværk. Jeg synes der er noget ganske fint og skrøbeligt ved at bruge noget der er, eller kan blive gammelt. Noget med historie. Noget der er lavet med kærlighed. Det er da bare super fantastisk, at kunne få lov at bringe sådan noget videre i familien og jeg sætter en ære i at holde gamle traditioner i hævd.

Efter selve dåben hyggede vi i noget der bliver kaldt "Borgernes hus" et selskabslokale med kok og servering. Vi vil nemlig ikke stå og lave noget selv sådan en dag. Så hellere betale os fra det. Det er et dejligt sted, med masser af plads til ungerne at boltre sig på. Og både mad og servering er altid i top.

Som en lille ekstra finesse. Havde jeg belsuttet mig for, at der denne gang skulle være en dåbskage. Når det nu er en pige og når det nu er sidste barn... bla bla bla... Jeg kan komme med mange gode grunde til at bruge penge.....

Jeg fik den lavet af en bekendt, som har startet sin egen enmandsvirksomhed, hvor hun laver kager til enhver lejlighed og hun er rigtig dygtig. Den var selvfølgelig lavet med mumitroldene og Lille My som tema. Mere om temaet i et andet indlæg. I kan se hvad hun laver her og her.
Det skal så lige siges at jeg desværre fik mast kagen lidt under hjemkørslen. Hentede den i Horsens. Men jeg fiksede den så godt jeg kunne og den var fin alligevel. Derudover havde min lille niece på knap 3 år meget lange fingre og et lyserødt tal smuttede pludselig ind i hendes mund. Sådan kan det jo gå. Men den blev beundret og den smagte pragtfuldt.

Runa var vågen det meste af tiden, men humøret var højt. Vi var 37 pers. og hun var i armene på de fleste. Der var ikke meget brok fra hendes side af. Så det var dejligt.
Alt i alt var det en super dejlig dag med masser af glade gæster, dejlige gaver og lækker mad.

Her er lidt billeder fra dagen.

Den lykkelige familie på fem

Runa i den fineste kjole syet af Anette

Dåbskagen

Hindbærsorbet og daimcreme... nammenam

De stolte brødre og prinsessen

Der kan ske meget...

...På 3 måneder og 4 dage. Der er sket så meget, at blogverdenen helt har været et lukket kapitel for mig. Jeg har måtte prioritere og vælge fra og sådan er det jo bare nogle gange når alting bare helst skal ske på samme tid. Overskuddet er ved at vende tilbage og jeg savner at skrive om mit liv og at læse om andres. Så derfor vender jeg stille og roligt tilbage til den skønne blogverden.

Men her er sket meget.

• Jeg er nu mor til tre (fire, hvis jeg tæller manden med. Og det gør jeg jo ofte)
• Jeg er blevet 32
• Jeg tabte mig 12 kilo på sygehuset, imens Runa og jeg var indlagt efter fødslen. (Har så desværre taget de 7 på igen)
• Mit mellemste barn er fyldt 5 (Og så skulle han da fejres 4 dage i streg)
• Den store er begyndt til teakwondo og har dog lige haft en  pause på 14 dage, da han ødelagde sin storetå (Noget med en revne i knoglen, plaster og gagebind)
• Lille My har nu fået sit navn officielt og hedder nu Runa Aviaja og 3 efternavne...... (Vi er vel royale)

Det er sådan det hele kort fortalt.
Jeg vender frygteligt tilbage med mange flere indlæg. For hjernen syder og bobler og vil så gerne have mere ud gennem fingrerne.

Jeg håber i stadig vil læse med.

Lykkens Pamjulefis... eller noget

Lørdag nat kl. 04.34 kom denne smukke skabning til verden.

1870 g. og 45 cm.

Vi har det alle godt, men er stadig indlagt til lille My, aka Runa har taget på i vægt og selv kan holde temperaturen.

FB kommer senere når alt er blevet lidt mere roligt

Tænk sig at....

.....man ligefrem kan længes efter at få veer.

Er idag igang med dag to mht. igangsættelse og fødsel af lille My. Fik en stikpille igår til at modne livmoderhalsen og har idag fået to.

Jeg er blevet indlagt på afd. Y1 og bor på stue 114. De tør ikke sende mig hjem, for hvis jeg får veer, skal lille My overvåges, så de kan se hvordan hun takler veerne.

Jeg har ingen tålmodighed... keder mig og venter bare med længsel nu, på at se min lille prinsesse. Sjovt når jeg for bare et par dage siden, var ulykkelig over at blive sat igang.....

Heldigvis er min dejlige mand her til at passe på mig. Jeg har eneværelse, fjernsyn, min bærbare og internetadgang, så det kunne jo være meget værre.

Er der noge der gider sende noget ve-støv, eller komme forbi med noget?????

Dagen før dagen!

Så fik jeg den melding jeg så længe har "frygtet." Vi var på Skejby sygehus igår til alm. kontrol af flow og for at se hvor stor lille My er blevet.
Desværre er hun ikke vokset nok den sidste tid, faktisk vejer hun kun knap 2000 g. og det er en lille størrelse når man kun har 3 uger til termin.
Heldigvis har hun det godt, hun er livlig og alt i hendes lille krop fungere som det skal. Hun laver vejrtrækningsøvelser og har hikke næsten hver dag.
Og da jeg er 37 fulde graviditetsuger henne i morgen, så synes de altså jeg skal sættes igang... i morgen!!!!!! Fik jeg sagt det er i morgen???!!!!!

Aaargh jeg panikker indvendigt, samtidig med at jeg går helt i stå. Kroppen og den praktiske del af mig vil have alting ordnet, fikset og gjort klar. Den anden halvdel af mig sidder bare og glor på computerskærmen og sanser slet ingenting.

Jeg blev rigtig ked af det igår, da vi fik besked om, at hun ikke rigtig var vokset siden sidst. Jeg føler jo, at det er mig og min krop der svigter de kære børn, jeg jo så inderligt ønsker at bringe til verden.
Samtidig er jeg jo også lidt egoistisk, (Man er vel løve) for jeg har jo ønsket og drømt om at fødslen ville gå igang af sig selv, om at komme i vand og at alting ville foregå mere naturligt. Når man så får beskeden om igangsættelse, så bliver jeg nødt til at lægge alle mine ønsker til side, for så kommer det højst sandsynligt til at foregå som de to andre gange, med ve-stimulerende, som gør mig rigtig dårlig og alle mulige dimser koblet til mig, så jeg ikke kan besvæge mig frit. Se, mit skrækscenarie er allerede begyndt. Jeg frygter det værste og håber på det bedste.

Det næste jeg frygter er amningen. Altså jeg frygter den ikke bliver til noget... for når hun nu er så lille, hende lille My, så bliver de nok nødt til at give hende noget mad, for de tror hun er suuulten og kan jeg så få etableret amningen ordentligt????????????
Det gik galt med begge mine drenge, da de begge "bed" hul i vorterne, så jeg blødte og de blev til uhyggelige vampyrer, i stedet for to lækre babydrenge med mælkeskæg. Det var et smertehelvede både fysisk og psykisk.
Jeg VIL bare så gerne have at det fungere denne her gang.... så jeg håber de har et personale der gider og kan tage sig tid til at hjælpe mig igang, ordentligt. Så bare et af mine ønsker går i opfyldelse.
For lige nu føles det som om alle mine drømme og ønsker ligeså langsomt bliver pillet ned og mast til plukfisk lige foran snotten på mig. Tag den Michelle! Du kan ikke en skid uden vores kemiske hjælpemidler....

Jeg ved jo også godt, at det vigtigste er at lille My kommer ud, uanset hvordan, og at hun har det godt. Så skide være med mine ønsker. Hun kommer jo, trods alt, i første række.

Billedet er hentet fra Google

Men lige for en stund, vil jeg gerne have lov at være hende egoisten der tænker på sig selv og sine behov. For i morgen går det hele igang og mine tanker, krop og kræfter vil kun fokusere på lille My og hendes ve og vel.
Om ikke så længe er jeg mor til tre, hvor skønt er det lige......

Gutted!

Gutted! Også i den grad. (Engelsk udtryk for at være dybt dybt skuffet).
Sådan har jeg det og havde det især, da jeg stod foran dørerne til Parken i lørdags og ventede med længsel på at komme ind og se mine idoler, som jeg har været fan af siden 1991. 

Det var som at få en kæmpe spand is i hovedet, da de åbnede dørerne for at melde at koncerten med Take That var aflyst, pga. Robbie Williams havde fået madforgiftning. Say What?????? Det kunne da bare ikke passe... Fortvivlelsen var stor, folk var forvirrede, skuffede, gale i skralden og mange stod og trøstede hinanden med tårerne løbende ned af kinderne.

Jeg ved godt det lyder som en flok forkælede teenagetøser. Men jeg selv har gået og glædet mig til denne event, siden jeg bestilte billetter i nov. måned sidste år. De sidste 2 måneder har jeg hørt deres musik hver eneste dag, arrangeret turen til København med veninden og håbet på at lille My blev i maven til koncerten var overstået.

Alt klappede... Jeg fik grønt lys fra Skejby, vi kørte i en god rummelig bil, fandt en gratis parkeringsplads og jeg fik endda købt en t-shirt med tourplanen på. (Den har jeg så temmelig meget lyst til at brænde igen... men jeg skal nok bare lige have det hele på afstand) Jeg var træt i kroppen, men spændingen og forventningens glæde holdte mig oppe.

Da vi fik meldingen, ringede jeg straks til manden min, som var i Tyskland til en paintballturnering. Jeg var lige ved at tude og han følte temmelig meget med mig. Folk ringede og sms'ede. Hele min verden gik i stå.
Vi gik over i en park ved siden af, for lige at komme os. Stemningen var underlig, folk var triste, men ingen var aggressive. Der blev vist hældt lidt flere fadøl indenbors end hvis koncerten havde været igang.

Vi kørte slukøret hjem igen. Det tog os 6 timer at komme til København, vi var der i knap 3 og brugte 4 timer på at komme hjem igen. Den mest røvsyge tur jeg nogensinde har været på til hovedstaden. Heldigvis var selskabet godt både derover og hjem, selvom alt TT musik var bandlyst på hjemturen og vi klæbede os til radioavisen for at høre, om der kom nyt om en evt. ekstra koncert.

Aldrig har jeg været så skuffet i hel mit liv.
Jeg ønsker inderligt jeg får chancen igen for at opleve Take That, med eller uden Robbie. Men jeg tvivler....

Teenagedrøm!

Så drager jeg afsted mod det Københavnske, for at slippe min indre teenager løs for en dag.

Vi ses på den anden side!

I mellem tiden kan i lytte til denne her :-)

Farvel til Citronen

Farvel du kære Citron (Læs Citroen) med alle dine skavanker. Du har nu gjort det godt og efter knap 400.000 km. på bagen og 5 år hos os, har du aftjent din værnepligt. I morgen siger vi goddag til en Peugeot 407, st. car... spørg lige om vi glæder os!

Prinsesse for en dag

I weekenden var min mand og jeg til bryllup hos min kære fætter og hans smukke kone.

Et rigtig klassisk bryllup med hvid, smuk brud, lækker mad, mange gaver, og kærlighed i luften.

Når man så har en stor mavse og begynder at nå til det punkt hvor man ikke længere føler sig smuk, men bare stor, hævet og klodset, så er det jo godt man har en sød veninde til at hjælpe til med, at man alligvel kan føle sig som en prinsesse.

Jeg snakker jo selvfølgelig om Anette, som troligt syr mit tøj. Vi fandt sammen frem til en kjole jeg faktisk længe har drømt om at få. Og den var rigtig smuk. Jeg fik sat hår af en sød pige som før har leget med mit hår og så var jeg klar til fest.

Min mand skiftede sko inden vi tog afsted... bare rolig. Han havde taget sandalerne på i ren provokation, for han HADER at få taget billeder.

Og så lige et redigeret billede som Anette har leget med, hun kan slet ikke lade være....

Mig...?? Tyk.....????..........

...............Jeg kan da bare ikke se mine tæer længere.....

Kjolen og bæltet er syet af min skønne veninde Anette. Den er sååå dejlig at have på, især når der er så varmt som idag.

Beklager billedkvaliteten. Jeg er desværre ikke ejer af et godt kamera... men jeg ønsker mig et :-)

Update på lille My... og mig!

Jeg er glad og lettet.
Da jeg var på Skejby Sygehus i fredags blev det afsløret at lille My nu vejer ca. 1527 g. Yeeepii Yay. Jeg laver nogle mål inde i mit hoved og de sidste 3 gange er de blevet opfyldt. Også denne gang. Sådan en dejlig følelse, at få at vide hun vokser som hun skal og følger sin egen kurve så fiiint. Hun ligger nu 25% under normalen. Så det er gået fremad siden den første dom, hvor hun lå 40% under normalen.

Jeg skal fortsat til kontrol en gang om ugen, hvor hun så bliver vækstscannet hver 14. dag.

Jeg er hver gang blevet bedt om at få taget en såkaldt Glukosebelastning, det er for at se om jeg har graviditetssukkersyge. Skulle have foretaget en da jeg var i uge 18-20 og igen i uge 28-30 hrrrrøøømm. UPS! Det har jeg søøøørme glemt.....

Jeg fik også lavet en da jeg var gravid med troldeungen og det var absolut ikke nogen fornøjelse. Jeg var sindsyg dårlig og brugte hele dagen på at komme mig. Jeg kan fortælle at man skal møde fastende, så får man taget en blodprøve og udleveret det klammeste, søde sukkervand som kan blive blandet lidt med citron. Det skal så drikkes og så har man to timer til at slå tiden ihjel med. Man må bare ikke bevæge sig, man skal sidde stille. En god bog kan anbefales.

Det er nok fordi jeg blev så dårlig sidste gang jeg fik testen foretaget, at jeg har prøvet at undgå det denne gang. Men de der Skejbyfolk VILLE bare have at jeg fik den foretaget. So be it...

Idag var så dagen. Og det gik bedre end forventet. Jeg har været småsvimmel hele dagen og absolut energiforladt. Og som forventet, fra min side af, var der ingen tegn på graviditetssukkersyge. Sådan!

Sååå alt går jo godt og det håber jeg så sandelig det fortsætter med. Jeg er ved godt mod og glæder mig bare over hver eneste uge hun får lov at blive i maven.

Så blev jeg da lidt klogere

Jeg kan simpelthen ikke lade tingene ligge hvis det er noget teknik der driller. Derfor tænkte jeg, at jeg da lige ville prøve at rode lidt med bloggen på den stationære computer. Og pludselig gik det hele meget hurtigere. Sådan! Så ved jeg at det er min egen bærbare der bare er langsom ad pommern til, når jeg skal ind og lave om i designet. Jeg har endnu ikke prøvet det med besvarelse af indlæg, men jeg vil prøve, lige om lidt og se hvad der sker........

Det der med kommentarer.....

......Kommer ikke lige så let til mig...Åbenbart!

For ofte, meget ofte kan jeg ikke skrive kommentarer i mine egne indlæg. Og det er jo temmelig irriterende eller på godt århusiansk - TRÆLS, når man gerne vil svare de søde mennesker, som viser interesse for mine indlæg, ved at skrive en lille ting til mig og jeg så ikke kan svare tilbage.
Jeg skummer så fråden flyver om munden på mig. I sådan et tilfælde minder jeg nok mere om en stor tyk troldkælling end den glade og livlige fedronning jeg altid drømmer om at være.

SÅ - Kære læsere, det er ikke fordi jeg ikke vil kommentere tilbage, men teknikken driller mig, og jeg er for sur til at tage kampen op lige nu.....
Det samme gælder på mange andre Blogs, hvor jeg så gerne vil skrive en lille hilsen. Der bliver jeg også bandlyst, altså teknisk set. Dog ikke hver gang.

Er det noget jeg har sagt???!!!!!!!!!!

Pom Pom drengen!

Min egen lille Pom Pom dreng!

Et liv som hvalros

Kroppen er i forandring.... Det er noget med at jeg er gravid! He! Og det er faktisk først nu, jeg virkelig mærker til det. Jo- selvfølgelig har jeg mærket liv lææænge, og jeg ser jo tøsen "live" hver fredag. Men de fysiske ting, de sker først nu. Vægten er begyndt at stige, hvor meget ved jeg sådan set ikke, for den vægt jeg har, har sine egne ideer. Nogle dage siger den jeg har taget 2 kilo på, andre dage at jeg har tabt mig 3.... Idag siger den plus 1,8 kg. hmmm. Men maven vokser, det kan jeg da se og mærke. For nu kan jeg ikke bare bukke mig ned og samle ting op fra gulvet. Baby bremser mig på halvvejen.

Der bliver længere ned til mine fødder. Igår havde jeg ondt i min storetå og jeg ville da lige se hvad det mon kunne være. Men jeg kunne jo ikke få foden højt nok op til mig, så jeg kunne se hvad der var galt. Så manden måtte kigge på den i stedet for. Der var dog intet at se.
Plukkeveerne tager til. Det er stadig bare sådan nogle der gør maven stenhård, så de gør ikke ondt. Men de kommer bare oftere.
Jeg render på toilet konstant. Lille My får virkelig trykket på min blære og testet om jeg er inkontinens. Selv om natten er jeg oppe mindst 2 gange... Det er uhørt for mig. Da jeg var gravid de andre to gange, rendte jeg på toilettet én gang om natten og det var først længere henne i graviditeten.
Og så har jeg måttet tage vielsesringen af, under store protester fra manden. Jeg hæver ikke hele tiden, kun når det er varmt og jeg har stået/gået meget. Ringen hænger nu i min halskæde, for jeg tør simpelthen ikke blive ved at have den på fingeren. Sæt nu jeg ikke kan få den af igen.....
Sidst jeg var til kontrol på Skejby, så alting fint ud og lille My vender nu med hovedet nedad. Det kom som en overraskelse. Egentlig kan jeg jo godt mærke at der bliver rodet mere rundt dernede i bækkenet, men jeg havde ikke lige regnet med at hun havde lagt sig klar... så skal hun jo bare sætte sig fast. Men der kan jo nå at ske meget endnu.

Profil af lille My med hånden oppe ved hovedet - Man er vel feprinsesse!

Lige nu føler jeg mig som en strandet hvalros. Min mand må ofte hjælpe mig op af sofaen og mit tempo er i det hele taget meget langsomt. Men samtidig er jeg en glad hvalros, for i min logik er det jo godt jeg endelig tager på og maven vokser, for det må da bestemt betyde, at den lille i maven også vokser og trives.

Jeg har to måneder tilbage, så er vi ved terminen. Jeg tvivler på jeg får lov at gå så længe, men håber stadig.

Og pinsesolen dansede

Vi har været væk hele pinsen. I Øster Hurup, hvor solen skinnede på os og varmede både krop og sjæl. Vi boede på en lystejendom, hvor halvdelen blev lejet ud som sommerhus. Der var masser af plads, bordtennis, pool og swimmingpool. Dog var der ikke sengepladser nok. Vi var 6 voksne og 5 børn afsted. Så mine svigerforældre tog deres campingvogn med. Og det var godt de gjorde det, for køkkenet var ok, bortset fra, at der manglede temmelig mange basale ting, så som en stegepande og en grydeske. Men det lykkedes os alligevel, trods det lidt for intermistiske køkken, at få mad på bordet hver dag.
Resten af tiden nød vi... slængede i sofaen, tog i vandland, gik tur ved en sø og nød bare stemningen og det at vi ikke skulle nå noget. Total afslapning og vi elskede det.

Her er lidt stemningsbilleder!

Slå en lille trille

Sådan en dag som idag bliver jeg nødt til at finde alverdens finurlige musik frem og sætte på anlægget. Så som sange fra Disneys vidunderlige verden. For jeg har et stramt program. Morgenmaden er nu veloverstået og jeg er klar til dagens stribadser.
Jeg skal have bagt boller og muffins og måske cookies, hvis jeg kan nå det. Jeg skal have fundet tøj frem til mine tre drenge og mig selv og have det i en kuffert. Jeg skal have pakket madvarer, drikkevarer. Håndklæder, sengetøj, solbriller, og kamera.
Så skal jeg da også lige have pakket hundemad, hundetæpper og hundesnore....

Og hvorfor skal jeg så alt det.. Jo vi skal nemlig i sommerhus her i pinsen. Og jeg kan ikke få armene ned. Svigerforældrerne har inviteret os i luksus- ja luksus med pool, tennisbane, put-and-take-sø og plads til en hest- sommerhus. Sammen med min svigerinde og hendes kæreste og deres tre sammenbragte børn. Det bliver skønt gør det....Glæden er stor, men det der med at få pakket, det gider jeg bare ikke...
Hundende skal hver deres sted hen. Den gamle, Sifka, skal hjem til min søster og passes der. Vores teenagehund, Fenja, skal hjem til sin hundeveninde Tinka og menneskeveninde Anette. Tænk sig de er så søde at passe vores kræ, imens vi er væk. Super dejligt.

Og ind i mellem alt det her, skal jeg jo lige et smut til Skejby for at se hvordan det går med lille My. Jeg håber hun har taget på og at hun nu vejer omkring de 1200 g. Kryds fingre for os...

Nu vil jeg sætte musikken på og få lavet noget af alt det der står på listen....

Redebyggeri på computeren

Når jeg nu ikke kan bygge rede i mit hjem, pga. al ombygningsrodet, så må jeg jo lave om på min blog i stedet for.... Jeg er nu ikke helt tilfreds. Jeg kan simpelthen ikke få billedet øverst til at blive større. Nogle forslag????

Undskyld... Men vi roder!

Herhjemme er der det jeg vil kalde kaos!

I påskeferien ville vi lave om i et rum, som fungerede som entre/kontor/roderum. Det skulle bare lige være en omgang nyt tapet, maling af loft, og nyt gulv ovenpå det gamle, for så at lave det om til entre/soveværelse. MEN når man nu bor i et gammelt hus fra 1909 og dem der boede her før har lavet den ene hovsa-løsning efter den anden, så finder man ud af at det er bedre at få ordnet rummet ordentligt, en gang for alle. Det betyder så også at gulvet blev brækket op og neden under det, er der så et stort hul. Dengang isolerede man ikke husene under gulvet, hvilket jo giver dyre varmeregninger idag....

Nå men når man så rydder sådan et rum hvor ALT skrammel har været opbevaret i 5 år, så kommer ens stue til at se forfærdelig ud. Vi har allerede smidt en del væk, men sådan generelt mangler vi bare opbevaring til alle vores ting. Lige p.t. er vores stue blevet til stue/entre/roderum og sådan bliver det nok ved med at være et stykke tid endnu. SUK. Havde håbet på at rummet var klar til lille My kom til verden, men jeg må nok indse at her i huset tager tingene bare ekstra tid. det gør det selvfølgelig ikke lettere at jeg ikke kan hjælpe med alverden og min mand står alene om projektet.

Men jeg er sikker på, at når det bliver færdig, så bliver det rigtig godt.....

Noget af rodet inden vi fik det fjernet

Entredelen

Mere rod

Min kære far hjælper med at rive tapet ned

Frej står i hullet!

Så er gulvet ved at blive fjernet

Hul i jorden!

Hurra for det impulsive!

Igår var en god dag. Vi var oppe hos svigerforældrerne, der havde haft drengene til overnatning. Vi spiste aftensmad deroppe dagen inden og drengene ville gerne blive og sove.

Vi tussede lidt rundt deroppe og slappede af. Manden min blev lidt utålmodig til sidst og ville gerne hjem og lave noget i huset, når han nu havde fri. Så vi tog hjem og gik igang i haven. Jeg skulle have fjernet hundelorte, så manden kunne slå græsset. Eller skal vi ikke kalde det for vildmarken. For det trængte virkelig virkelig voldsomt meget. Græsset havde fået lov at gro i ca. en måned... og så kan i vel gætte jer til hvordan det så ud.
Det sjove var, at vores kære, billige, men noget ihærdige græsslåmaskine måtte give op. Den begyndte at lyde som en fiskekutter, for til sidst at blive helt tavs. Men manden min var tålmodig og gav græsslåmaskinen en pause, for så at starte den op igen. Det gik fint og sådan fortsatte de to nære venner resten af eftermiddagen. Jeg tror naboen fik et godt grin. Men plænen blev klippet, selvom det tog længere tid end det plejer....

Vi fik ryddet op på terrassen, så vi igen kan sidde der og få kaffe og is. Vi har temmelig meget rod og affald, da vi er igang med en større ombygning, og alle mine fine krukker står uden blomster i.... så det er vidst en ny opgave, at få lidt liv og glade dage i krukkerne. Hvor kan man få mange, billige, pæne blomster henne????


Jeg fik også ordnet en masse vasketøj og jeg elsker mit nye system jeg har fået lavet i vaskehuset. Det hele er så nemt lige pludselig. En masse kasser på hjul. Plads til kogevask, kulørt vask, sengetøj osv. i stedet for, at det som før, lå i bunker på gulvet.....

Men da det var ved at være tid til aftensmad var jeg helt blank, hvad skulle vi finde på... Det er faktisk et evendeligt problem for mig. Hader at lave mad og hader at finde på.
Men så slog det mig.... hvorfor ikke nyde det gode vejr og køre ud at spise. Min mand var med på ideen. For at det ikke skulle blive for kedeligt for drengene, valgte vi en børnevenlig restaurant. Så vi endte på Jensens Bøfhus i Silkeborg. Det var rigtig hyggeligt og drengene nød det. Det er også noget vi gør yderst sjældent. Faktisk kan vi ikke huske sidste gang vi var ude at spise, med børn vel at mærke.

Bagefter nød vi det lækre store torv med springvand, hvor drengene hoppede rundt med deres balloner og prøvede at undgå at blive våde. Det var så skønt og så befriende. Og så slog det mig, at det nok er sidste gang i lang tid, vi kan være klar i løbet af 15 min inden vi skal ud af døren. For om ikke længe kommer der en lille guldklump som sætter dagsordenen for hele familien.

En følelsesmæssig rutchebanetur på ca. 9 mdr.

Når man som jeg, producere meget små børn, så bliver der holdt godt øje. Det er også helt fint, men hold da op hvor er det også hårdt for psyken. Ikke at vide hvad næste skridt bliver.

Jeg kom over på noget andet blodtrykssænkende i starten af maj og lige siden er det gået godt.
Jeg har rendt til kontrol på Skejby sygehus 2 gange om ugen. Fået tjekket flowet, som viser om hun får den næring hun skal have, taget urinprøver, for at se om der er tegn på begyndende svangerskabsforgiftning, fået taget blodtryk og blodprøver. Og hver gang har det set fint ud.

Hver 14. dag har der været scanning af vækst, for at se om hun vokser og følger sin egen kurve. Det gør hun, heldigvis. Lille My vokser som hun skal, sidst jeg var på Skejby var i torsdags. Der vejede hun 957 g. Det er "kun" 26 % under normalen.
Så der er sket meget siden jeg kom over på det nye medicin.
Jeg har dog for en sikkerhedsskyld fået lungemodnende. Det var to stik, et i hvert lår over to dage. Det var lige til at klare. Med hjælp fra mine forældre som selvfølgelig skulle holde mig i hånden.
Med hensyn til mig selv, så kaster jeg ikke længere op om morgenen og jeg har fået min appetit tilbage. Har nu taget 1 kilo på i forhold til startvægten. Det er SÅ skønt.

I torsdags, da jeg var oppe at snakke med en læge på svangreambulatoriet, besluttede hun at jeg ikke længere skulle til kontrol 2 gange om ugen, men kun en gang. Det vil sige at jeg får tjekket flow, blodtryk, urinprøve og blodprøve den ene uge og vækst, flow, blodtryk, urinprøve og blodprøve den anden uge. Det er en heldagsforestilling, men nu kun en gang om ugen.

Jeg spurgte så hvordan det ser ud mht. igangsættelse, om lille My virkelig skal ud i uge 34 eller 36. Hun svarede mig, at det var slet ikke på tale når det gik så godt. Aller tidligst i uge 38, hvis de overhovedet vil gøre noget ved det.
DET var den bedste nyhed ever..... Måske er jeg så heldig at det hele kører på skinner og fødslen melder sin ankomst uden stikpiller, og vedrop.
Åh hvor jeg håber.

Men alt det her sætter også en masse tanker igang. Jeg har hele tiden alarmklokkerne ude. Skal være opmærksom på alle tegn på svangerskabsforgiftning, for det er ligesom det, der er afgørende for om lille My skal ud eller ej.
Hver gang jeg kommer til Skejby, så kører tankerne rundt. Hvad siger de denne gang... er der sket nogen forandringer, som kan få det hele til at vende igen....

Jeg elsker at være gravid. Min tykke mave, opmærksomheden, (Jeg er jo løve!) og de skønne spark jeg får af hende hver eneste dag. At mærke livet i maven er bare ngoet af det bedste der findes. Også selvom hun stepdanser på min blære.
Jeg morer mig over at jeg efterhånden ikke kan bevæge mig som jeg plejer. At rejse sig fra en luftmadras er en prøvelse i sig selv. (Vi havde taget luftmadrassen frem i søndags, for at råhygge foran fjerneren i stuen.)Op på alle fire og så lige så elefant ud over kanten!!! Jeg griner når Frej kommer løbende, når jeg henter ham i børnehaven og han støder hovedet på maven, fordi han glemmer den strutter.
Jeg elsker simpelthen at være gravid. Jeg synes det er så givende og så fantastisk. Jeg ved at dette er sidste gang og måske derfor ønsker jeg endnu mere, at hun bliver inde i maven så længe som overhovedet muligt og en mere naturlig fødsel er absolut så hjertelig velkommen.

Heldige kartoffel!

Jeg er altså ikke helt færdig med den der fantastiske weekend på det Fynske forårsmarked.
Jeg gjorde mig jo nogle indkøb... og gid jeg havde en kæmpe formue, for så havde jeg købt noget ved hver eneste stand. Men jeg måtte jo desværre begrænse mig.
Nogle ting blev det dog til.


Bl.a. en Mummitrold fra Laura, som jeg allerede hjemmefra havde besluttet mig for at jeg ville købe.
Den skulle selvfølgelig hænge i en lyserød blomst, så den er til lille My, til når hun skal ligge og kigge enten ved puslebordet eller i barnevognen.

Den er da bare for lækker

Hvis jeg havde 400 kr. til tant og fjas, så havde jeg helt klart købt den store mummi hun har. Lækker, lækker.

Jeg er vild med de hæklerier som tøserne bare var så gode til. Så da jeg besøgte Berit, var hun desværre løbet tør for kassen med jordbær. Men hun havde denne her:

Som jeg bare måtte eje. Den er til min søster, for hun har noget med pingviner. Og ham her er da for lækker.


Over for vores stand, på markedet, stod den skønne skønne Sarah. Hun var ikke med på lejren, men vi blev alligevel gode venner med hende. Hvordan kan man andet, når man havde udsigt til hende og alle hendes fantastiske samler- og retroting. Jeg måtte bare købe det fineste legetøjskaffestel, frankrig, til min elskede niece Erna Marie. Det eneste dilemma jeg har nu, er at jeg ikke ved om hun skal have det hjem eller om hun skal lege med det, når hun er her på besøg.

Så var der Jane, som havde en fantastisk evne til at tegne og få de lækreste ting frem, i et væld af farver og finurligheder. Jeg købte denne lille pakke, som egentlig var ment til min mor. Men de ligger så smukt i min vindueskarm, at jeg ikke kan nænne at skal af med dem igen.

Når lille My er født, så skal jeg helt sikkert have bestilt et navnebillede, som hun også laver. (Måske jeg også skal have lavet til drengene??!!)


Jeg blev jo også forkælet. Jeg var jo "hende den gravide", så jeg kom hjem med meget mere end det jeg købte for.
Vores bagnabo Christina, forkælede mig med disse ting, en hagesmæk og sanseposer.

Og skønne Kirsten forærede mig eller rettere Lille My denne lækre hønsestrikkede hue.

Jeg må være det man kalder en heldig kartoffel.... er jeg ikke???

Tilstand

Jeg er i en tilstand. En tilstand af eufori, glæde, begejstring, fascination og overvældethed.
Jeg har tilbragt 3 hele dage i tøsernes tegn. Jeg har været på marked og ikke et hvilken som helst marked. Nej Fyens fedeste forårsmarked som bestod af et væld af kreative mennesker, som kunne vise deres unikke håndlavede ting frem og sælge ud af deres geniale produkter.
Jeg var med veninden Anette som hendes lille hjælper. Hun skulle jo selvfølgelig sælge noget af hendes fantastiske flotte og lækre tøj.

Derudover overnattede vi i den mest fantastiske hytte, som rummede så meget naturlig sjæl og varme at man ikke kunne andet end være glad og begejstret når man var der. Vi var ikke alene om hytten. Den smukke Julia havde stået for arrangementet af vores lejrtur, som bestod af ca. 16 glade og kreative tøser. Tænk sig at man kan blive så glad og begejstret for så mange kvinder på en enkelt weekend. Det var rent ud sagt vidunderligt.


Jeg elsker, elsker, elsker kreative og skøre mennesker. Jeg elsker at vi var sammen med skønne TarokLouise, som bare snakkede og trådte ind i folk med træsko på og fik flere af os tøser til at græde (Ikke fordi hun var ond, men fordi hun kunne noget med nogle fantastiske kort og bare ramte os i sjælen og hjertet). At kunne nyde selskabet med Anne og Anne to skønne tøser, som jeg længe var ret sikker på måtte være søstre. (Men hvem døber lige begge sine børn Anne?)
At møde lille Mejse, den yngste i flokken. Og endelig se farverige Christina, som jeg længe har fulgt på hendes blog. At jeg fik lov at snorke med smukke Camilla og snakkehovedet Christina. At vi også havde finurlige Kirsten og vidunderlige Jane til at underholde med historier og tegninger gør det absolut ikke værre.Og pølsedamen Laura, der kunne hækle..... alt. Søde Berit og tossede, parfumesniffende Maja... (Var bange for hun sniffede Anette helt i stykker... he he)
Og tænk sig, vi havde også vores helt egen Viking, Louise med på lejren. Jo den er god nok. Jeg er stadig dybt beundrende.

Hvis jeg har glemt nogle af de skønne og vidunderlige kvinder vi delte hus med i de tre dage, så beklager jeg. Det er ikke min mening at glemme folk. Jeg skyder straks skylden på hormonerne.....

Jeg er bare så glad for, at have fået chancen for, at møde alle disse søde kvinder og ser nu frem til, at følge dem på deres blogs.

Tak piger, for en skøn skøn weekend og tak fordi i passede så godt på mig og lille My.

Så længe hun får lov at blive derinde...

....Så er alt godt. Inde i mit hoved i hvetilfælde.


Sagen er den, at efter jeg blev sendt videre til scanning på Skejby, har humøret ikke været helt i top. Var til vækstscanning for en 14 dages tid siden på Skejby sygehus, da den bette var liiige bette nok. Hun er fin ellers. Fejler umiddelbart ikke andet, end at hun er meget lille.

Det er jo sådan set alvorligt nok, for det er tegn på at hun ikke får den næring hun har behov for.Lige nu ligger hun 40 % under gennemsnittet.... 40 %! Føj det er meget.

Jeg har så været afsted igen idag og havde heldigvis selskab af min dejlige veninde. Scanningslægen var temmelig alvorlig og sagde jeg godt kunne indstille mig på, at få sprøjtet lungemodnende medicin ind, til næste kontrol og at hun dernæst skulle ud. AAARRRRGGGGHHHH! og så lige en kæmpe klump i halsen. Det kan jeg simpelthen ikke forholde mig til. Hun er alt, alt for lille. Vil hun overhovedet overleve og hvis hun gør, hvad er chancen så for at hun ikke får en masse følgeskader. Nej jeg vil ikke høre det... hold mund din dumme overlæge.....

Bagefter scanningen skulle jeg på svangreambulatoriet og få en snak med en læge mht. mit blodtryk osv.
Han var noget mere fortrøstningsfuld og rigtig rar at være i lokale med. Vi fandt frem til at jeg skulle prøve noget andet blodtryksmedicin, for at se om det havde en bedre effekt. Derudover skal jeg have tjekket mit blodtryk noget oftere hos egen læge og selv tage det, så vi kan følge det nøje.
Jeg fik taget en urinprøve som viste et enkelt plus i urinen. Så måske kan jeg få svangerskabsforgiftning igen.
Fik også taget blodprøve for at se om der var tegn på svangerskabsforgiftning. Det var der heldigvis ikke. De så fine ud.
Lægen på svangreambulatoriet mente ikke der skulle sættes noget igang. Først skulle vi lige se hvordan det nye blodtryksmedicin virker og så tager vi den derfra.

Puha...Er der noget at sige til at man er rundt på gulvet efter sådan en tur....??????

Jeg kan slet, slet ikke rumme inde i mit hoved, hvis hun bliver født meget før tid. Det er så skræmmende tanker at hun skulle komme til at ligge i en kuvøse, koblet til alverdens ting og kæmpe for livet hver dag.

Det VIL jeg simpelthen ikke være med til..... Men jeg kan ikke gøre en skid. Ikke engang æde 10 kajkager om dagen, for at hun får noget sul på kroppen.
Det er det jeg har lyst til lige nu.... at æde og æde, så jeg kan tage nogle kilo på og forhåbentlig give hende nogle af dem.....
Jeg lægger mig gerne i sofaen og skovler ind, hvis jeg ved det kan hjælpe hende....

Det var først da jeg kom hjem efter frokost og lidt osen i Århus med veninden, at det sådan rigtig gik op for mig hvad jeg havde fået at vide. Så jeg gik helt i sort. Sad bare foran computeren og tudede imens jeg snakkede med min søster over msn.
Jeg er stadig i kulkælderen og lige nu tæller jeg bare minutterne til jeg kan få puttet drengene. De får købepizza og ser tegnefilm. Manden min er ikke hjemme og kommer først hjem sent i aften. (Han var dog hjemme i en lille halv time inden han skulle videre, hvor han fik alt at vide om mit besøg på Skejby. Næste gang vil han med.) Typisk når man nu har allermest brug for ham.
Men når han kommer hjem, skal vi bare kramme og trøste hinanden og overbevise os selv om at det selvfølgelig nok skal gå.