Et liv som hvalros

Kroppen er i forandring.... Det er noget med at jeg er gravid! He! Og det er faktisk først nu, jeg virkelig mærker til det. Jo- selvfølgelig har jeg mærket liv lææænge, og jeg ser jo tøsen "live" hver fredag. Men de fysiske ting, de sker først nu. Vægten er begyndt at stige, hvor meget ved jeg sådan set ikke, for den vægt jeg har, har sine egne ideer. Nogle dage siger den jeg har taget 2 kilo på, andre dage at jeg har tabt mig 3.... Idag siger den plus 1,8 kg. hmmm. Men maven vokser, det kan jeg da se og mærke. For nu kan jeg ikke bare bukke mig ned og samle ting op fra gulvet. Baby bremser mig på halvvejen.

Der bliver længere ned til mine fødder. Igår havde jeg ondt i min storetå og jeg ville da lige se hvad det mon kunne være. Men jeg kunne jo ikke få foden højt nok op til mig, så jeg kunne se hvad der var galt. Så manden måtte kigge på den i stedet for. Der var dog intet at se.
Plukkeveerne tager til. Det er stadig bare sådan nogle der gør maven stenhård, så de gør ikke ondt. Men de kommer bare oftere.
Jeg render på toilet konstant. Lille My får virkelig trykket på min blære og testet om jeg er inkontinens. Selv om natten er jeg oppe mindst 2 gange... Det er uhørt for mig. Da jeg var gravid de andre to gange, rendte jeg på toilettet én gang om natten og det var først længere henne i graviditeten.
Og så har jeg måttet tage vielsesringen af, under store protester fra manden. Jeg hæver ikke hele tiden, kun når det er varmt og jeg har stået/gået meget. Ringen hænger nu i min halskæde, for jeg tør simpelthen ikke blive ved at have den på fingeren. Sæt nu jeg ikke kan få den af igen.....
Sidst jeg var til kontrol på Skejby, så alting fint ud og lille My vender nu med hovedet nedad. Det kom som en overraskelse. Egentlig kan jeg jo godt mærke at der bliver rodet mere rundt dernede i bækkenet, men jeg havde ikke lige regnet med at hun havde lagt sig klar... så skal hun jo bare sætte sig fast. Men der kan jo nå at ske meget endnu.

Profil af lille My med hånden oppe ved hovedet - Man er vel feprinsesse!

Lige nu føler jeg mig som en strandet hvalros. Min mand må ofte hjælpe mig op af sofaen og mit tempo er i det hele taget meget langsomt. Men samtidig er jeg en glad hvalros, for i min logik er det jo godt jeg endelig tager på og maven vokser, for det må da bestemt betyde, at den lille i maven også vokser og trives.

Jeg har to måneder tilbage, så er vi ved terminen. Jeg tvivler på jeg får lov at gå så længe, men håber stadig.