mandag den 7. november 2011

Et barn blev døbt og noget med navne.

Den 23. oktober 2011 blev vores tredie barn døbt. Runa fik officielt sit navn på en rigtig dejlig solskinsdag.Traditionen tro skulle hun jo selvfølgelig også have to navne som drengene.
Malthe Emil.
Malthe fordi vi dengang troede det var nordisk. Det kommer formegentlig fra den danske middelalder, men betydning og herkomst vides ikke præcist. Emil er fra skarnsknægten Emil fra Lønneberg, en højt elsket figur og forfatter i familien.
Frej Alexander.
Frej er en gudefigur i Den Nordiske Mytologi.
Han er bror til Freja, frugtbarhedsgudinden, og søn af Njord.
Navnet betyder Frugtbarhed og "Herre". Alexander er efter Alexander den store, så drengen har noget at leve op til ;-)
Runa Aviaja.
Runa betyder hemmelighed og stammer fra vikingerne og deres brug af Runerne. Desuden kendte jeg en smuk islændinge, med stort krøllet, rødt hår og en tatovering på armen af fengrisulven og midgårdsormen der kæmper. Og hun hed Runa. Behøver jeg sige mere...??
Aviaja betyder "lille dame" og det kunne vi slet ikke stå for, eftersom hun jo var meget lille i maven og da hun blev født. Navnet har vi altid godt kunnet lide og det var allerede på tale da Frej var inde i maven, da vi ikke vidste kønnet på ham.
I kan læse om navnenes betydning på siden her.

Runa var rigtig dygtig i kirken. Hun var vågen, men græd stort set ikke. Hun sagde næsten selv ja, eller noget der lignede, da præsten spurgte om trosbekendelsen. Malthe tørrede forsigtigt vandet af hendes hoved og generelt var alle børnene faktisk dygtige. De var 11 styks.

Min dejlige veninde Anette, var gudmor. Og det satte hun en stor ære i. Hun havde også travlt ved symaskinerne op til dåben. For hun syede ikke mindre end : En superfed kjole til mig, næsten ens bukser og bluser til drengene, en yndig kjole til Runa, som hun kunne få på, når hun havde sovet i dåbskjolen og en flot kjole til sig selv.

Dåbskjolen er et arvestykke. Da min svigermor fortalte sine forældre at hun var gravid, gik hendes mor, altså vores børns oldemor, igang med at lave en dåbskjole til alle hendes børn. Den vi har, er 36 år gammel og er indtil videre brugt 6 gange. Navnene, samt dåbsdato bliver sirligt broderet ind i det inderste af dåbskjolen.
Desværre er oldemormor her ikke mere. Hun nåede kun at opleve et oldebarn i kjolen. Vores den ældste.
Jeg elsker arvestykker. Jeg elsker håndværk. Jeg synes der er noget ganske fint og skrøbeligt ved at bruge noget der er, eller kan blive gammelt. Noget med historie. Noget der er lavet med kærlighed. Det er da bare super fantastisk, at kunne få lov at bringe sådan noget videre i familien og jeg sætter en ære i at holde gamle traditioner i hævd.

Efter selve dåben hyggede vi i noget der bliver kaldt "Borgernes hus" et selskabslokale med kok og servering. Vi vil nemlig ikke stå og lave noget selv sådan en dag. Så hellere betale os fra det. Det er et dejligt sted, med masser af plads til ungerne at boltre sig på. Og både mad og servering er altid i top.

Som en lille ekstra finesse. Havde jeg belsuttet mig for, at der denne gang skulle være en dåbskage. Når det nu er en pige og når det nu er sidste barn... bla bla bla... Jeg kan komme med mange gode grunde til at bruge penge.....

Jeg fik den lavet af en bekendt, som har startet sin egen enmandsvirksomhed, hvor hun laver kager til enhver lejlighed og hun er rigtig dygtig. Den var selvfølgelig lavet med mumitroldene og Lille My som tema. Mere om temaet i et andet indlæg. I kan se hvad hun laver her og her.
Det skal så lige siges at jeg desværre fik mast kagen lidt under hjemkørslen. Hentede den i Horsens. Men jeg fiksede den så godt jeg kunne og den var fin alligevel. Derudover havde min lille niece på knap 3 år meget lange fingre og et lyserødt tal smuttede pludselig ind i hendes mund. Sådan kan det jo gå. Men den blev beundret og den smagte pragtfuldt.

Runa var vågen det meste af tiden, men humøret var højt. Vi var 37 pers. og hun var i armene på de fleste. Der var ikke meget brok fra hendes side af. Så det var dejligt.
Alt i alt var det en super dejlig dag med masser af glade gæster, dejlige gaver og lækker mad.

Her er lidt billeder fra dagen.

Den lykkelige familie på fem

Runa i den fineste kjole syet af Anette

Dåbskagen



Hindbærsorbet og daimcreme... nammenam



De stolte brødre og prinsessen

4 kommentarer:

  1. øhhhhj - sikken en dejlig dag og nogle skønne skønne unger... MUMS

    SvarSlet
  2. Taaaark :-)Vi er også helt stolte af dem :-)

    SvarSlet
  3. Du har de dejligste børn, jeg er stolt over at bo på en anden siden af hegnet :)

    SvarSlet
  4. Jamen kære nabo. Jeg siger tak og kan da kun sige det samme :-)

    SvarSlet

Bliver bare så glad, hvis du lige sender en hilsen eller kommenterer mit indlæg... Jeg takker på forhånd.