Tænk sig at....

.....man ligefrem kan længes efter at få veer.

Er idag igang med dag to mht. igangsættelse og fødsel af lille My. Fik en stikpille igår til at modne livmoderhalsen og har idag fået to.

Jeg er blevet indlagt på afd. Y1 og bor på stue 114. De tør ikke sende mig hjem, for hvis jeg får veer, skal lille My overvåges, så de kan se hvordan hun takler veerne.

Jeg har ingen tålmodighed... keder mig og venter bare med længsel nu, på at se min lille prinsesse. Sjovt når jeg for bare et par dage siden, var ulykkelig over at blive sat igang.....

Heldigvis er min dejlige mand her til at passe på mig. Jeg har eneværelse, fjernsyn, min bærbare og internetadgang, så det kunne jo være meget værre.

Er der noge der gider sende noget ve-støv, eller komme forbi med noget?????

Dagen før dagen!

Så fik jeg den melding jeg så længe har "frygtet." Vi var på Skejby sygehus igår til alm. kontrol af flow og for at se hvor stor lille My er blevet.
Desværre er hun ikke vokset nok den sidste tid, faktisk vejer hun kun knap 2000 g. og det er en lille størrelse når man kun har 3 uger til termin.
Heldigvis har hun det godt, hun er livlig og alt i hendes lille krop fungere som det skal. Hun laver vejrtrækningsøvelser og har hikke næsten hver dag.
Og da jeg er 37 fulde graviditetsuger henne i morgen, så synes de altså jeg skal sættes igang... i morgen!!!!!! Fik jeg sagt det er i morgen???!!!!!

Aaargh jeg panikker indvendigt, samtidig med at jeg går helt i stå. Kroppen og den praktiske del af mig vil have alting ordnet, fikset og gjort klar. Den anden halvdel af mig sidder bare og glor på computerskærmen og sanser slet ingenting.

Jeg blev rigtig ked af det igår, da vi fik besked om, at hun ikke rigtig var vokset siden sidst. Jeg føler jo, at det er mig og min krop der svigter de kære børn, jeg jo så inderligt ønsker at bringe til verden.
Samtidig er jeg jo også lidt egoistisk, (Man er vel løve) for jeg har jo ønsket og drømt om at fødslen ville gå igang af sig selv, om at komme i vand og at alting ville foregå mere naturligt. Når man så får beskeden om igangsættelse, så bliver jeg nødt til at lægge alle mine ønsker til side, for så kommer det højst sandsynligt til at foregå som de to andre gange, med ve-stimulerende, som gør mig rigtig dårlig og alle mulige dimser koblet til mig, så jeg ikke kan besvæge mig frit. Se, mit skrækscenarie er allerede begyndt. Jeg frygter det værste og håber på det bedste.

Det næste jeg frygter er amningen. Altså jeg frygter den ikke bliver til noget... for når hun nu er så lille, hende lille My, så bliver de nok nødt til at give hende noget mad, for de tror hun er suuulten og kan jeg så få etableret amningen ordentligt????????????
Det gik galt med begge mine drenge, da de begge "bed" hul i vorterne, så jeg blødte og de blev til uhyggelige vampyrer, i stedet for to lækre babydrenge med mælkeskæg. Det var et smertehelvede både fysisk og psykisk.
Jeg VIL bare så gerne have at det fungere denne her gang.... så jeg håber de har et personale der gider og kan tage sig tid til at hjælpe mig igang, ordentligt. Så bare et af mine ønsker går i opfyldelse.
For lige nu føles det som om alle mine drømme og ønsker ligeså langsomt bliver pillet ned og mast til plukfisk lige foran snotten på mig. Tag den Michelle! Du kan ikke en skid uden vores kemiske hjælpemidler....

Jeg ved jo også godt, at det vigtigste er at lille My kommer ud, uanset hvordan, og at hun har det godt. Så skide være med mine ønsker. Hun kommer jo, trods alt, i første række.

Billedet er hentet fra Google

Men lige for en stund, vil jeg gerne have lov at være hende egoisten der tænker på sig selv og sine behov. For i morgen går det hele igang og mine tanker, krop og kræfter vil kun fokusere på lille My og hendes ve og vel.
Om ikke så længe er jeg mor til tre, hvor skønt er det lige......

Gutted!

Gutted! Også i den grad. (Engelsk udtryk for at være dybt dybt skuffet).
Sådan har jeg det og havde det især, da jeg stod foran dørerne til Parken i lørdags og ventede med længsel på at komme ind og se mine idoler, som jeg har været fan af siden 1991. 

Det var som at få en kæmpe spand is i hovedet, da de åbnede dørerne for at melde at koncerten med Take That var aflyst, pga. Robbie Williams havde fået madforgiftning. Say What?????? Det kunne da bare ikke passe... Fortvivlelsen var stor, folk var forvirrede, skuffede, gale i skralden og mange stod og trøstede hinanden med tårerne løbende ned af kinderne.

Jeg ved godt det lyder som en flok forkælede teenagetøser. Men jeg selv har gået og glædet mig til denne event, siden jeg bestilte billetter i nov. måned sidste år. De sidste 2 måneder har jeg hørt deres musik hver eneste dag, arrangeret turen til København med veninden og håbet på at lille My blev i maven til koncerten var overstået.

Alt klappede... Jeg fik grønt lys fra Skejby, vi kørte i en god rummelig bil, fandt en gratis parkeringsplads og jeg fik endda købt en t-shirt med tourplanen på. (Den har jeg så temmelig meget lyst til at brænde igen... men jeg skal nok bare lige have det hele på afstand) Jeg var træt i kroppen, men spændingen og forventningens glæde holdte mig oppe.

Da vi fik meldingen, ringede jeg straks til manden min, som var i Tyskland til en paintballturnering. Jeg var lige ved at tude og han følte temmelig meget med mig. Folk ringede og sms'ede. Hele min verden gik i stå.
Vi gik over i en park ved siden af, for lige at komme os. Stemningen var underlig, folk var triste, men ingen var aggressive. Der blev vist hældt lidt flere fadøl indenbors end hvis koncerten havde været igang.

Vi kørte slukøret hjem igen. Det tog os 6 timer at komme til København, vi var der i knap 3 og brugte 4 timer på at komme hjem igen. Den mest røvsyge tur jeg nogensinde har været på til hovedstaden. Heldigvis var selskabet godt både derover og hjem, selvom alt TT musik var bandlyst på hjemturen og vi klæbede os til radioavisen for at høre, om der kom nyt om en evt. ekstra koncert.

Aldrig har jeg været så skuffet i hel mit liv.
Jeg ønsker inderligt jeg får chancen igen for at opleve Take That, med eller uden Robbie. Men jeg tvivler....

Teenagedrøm!

Så drager jeg afsted mod det Københavnske, for at slippe min indre teenager løs for en dag.

Vi ses på den anden side!

I mellem tiden kan i lytte til denne her :-)

Farvel til Citronen

Farvel du kære Citron (Læs Citroen) med alle dine skavanker. Du har nu gjort det godt og efter knap 400.000 km. på bagen og 5 år hos os, har du aftjent din værnepligt. I morgen siger vi goddag til en Peugeot 407, st. car... spørg lige om vi glæder os!

Prinsesse for en dag

I weekenden var min mand og jeg til bryllup hos min kære fætter og hans smukke kone.

Et rigtig klassisk bryllup med hvid, smuk brud, lækker mad, mange gaver, og kærlighed i luften.

Når man så har en stor mavse og begynder at nå til det punkt hvor man ikke længere føler sig smuk, men bare stor, hævet og klodset, så er det jo godt man har en sød veninde til at hjælpe til med, at man alligvel kan føle sig som en prinsesse.

Jeg snakker jo selvfølgelig om Anette, som troligt syr mit tøj. Vi fandt sammen frem til en kjole jeg faktisk længe har drømt om at få. Og den var rigtig smuk. Jeg fik sat hår af en sød pige som før har leget med mit hår og så var jeg klar til fest.

Min mand skiftede sko inden vi tog afsted... bare rolig. Han havde taget sandalerne på i ren provokation, for han HADER at få taget billeder.

Og så lige et redigeret billede som Anette har leget med, hun kan slet ikke lade være....